23-10-2019
10 centrale spørgsmål og svar om udskydelsen af de nye boligskatteregler
1. Hvad er det, regeringen lægger op til i forhold udskydelsen til 2024?
Regeringen lægger op til, at de nye boligskatteregler skubbes fra 2021 til 2024. Boligejerne stiger ikke i betalt boligskat i ejerperioden, fordi eventuelle stigninger automatisk indefryses. Regeringen vil sammen med Folketingets partier drøfte, hvad der er den bedste model fra 2021-2024. I forbindelse med boligskatteforliget blev det antaget, at boligskatterne vil stige med ca. 2½ pct. årligt frem mod 2025. Regeringen holdning er, at udskydelsen ikke skal føre til højere boligskatter, og at boligejerne ikke skal stige mere i skat end forudsat i boligskatteforliget.
2. Hvornår får borgerne deres nye ejendomsvurdering?
De nye ejendomsvurderinger bliver udsendt i etaper fra andet halvår af 2020, og udsendelsen kan strække sig ind i 2022. Er man som boligejer med i den første etape, vil man modtage sin nye vurdering i andet halvår af 2020.
3. Hvornår får borgerne tilbagebetalt for meget betalt i boligskat?
Hvis man har betalt skat af en for høj vurdering i perioden 2011-2020, får man automatisk pengene tilbage – med renter. Boligejerne får pengene tilbage samtidig med, at de modtager deres nye vurdering. Det skønnes aktuelt, at ca. 800.000 boligejere skal have ca. 14 mia. kr. tilbage. Det svarer til ca. 18.000 pr. berørt boligejer.
4. Hvornår vil de nye vurderinger påvirke boligejernes skat?
Den nye vurdering danner grundlag for boligejernes skattebetaling fra og med 2021. Med udskydelsen af de nye boligskatteregler, vil boligejernes skat ske på grundlag af de nye vurderinger med forsigtighedsnedslag på 20 pct. Hvis man ikke har modtaget sin nye vurdering i 2021, vil der blive gennemført en efterregulering af grundskylden i 2022. I kraft af ejendomsværdiskattestoppet og den rentefri indefrysningsordning på grundskylden stiger den betalte boligskat ikke, så længe man bor sin bolig. Det sikrer, at den løbende betalte boligskat ikke pludselig stiger.
5. Hvis en ny vurdering er højere end den nuværende, skal man så betale mere?
Den betalte boligskat stiger ikke, så længe du bor i din bolig. Frem til skatteomlægningen i 2024 gælder skattestop for ejendomsværdiskatten, begrænsning på de årlige stigninger i grundskylden og rentefri indefrysningsordning på grundskylden.
6. Hvornår skal man have købt og overtaget sin bolig for at få skatterabatten?
Med udskydelsen af de nye boligskatteregler vil man kunne få en skatterabat for sin boligskat, hvis man har købt og overtaget sin ejendom senest 31. december 2023.
7. Gælder der samme regler for sommerhuse?
Der gælder samme regler for sommerhuse som for øvrige ejerboliger.
8. Gælder der samme regler for erhvervsejendomme, andels- og lejeboliger?
I forlængelse af udsendelsen af ejerboligvurderinger følger udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme, andels- og lejeboliger mv. De nye vurderinger udgør beskatningsgrundlag for grundskylden fra 2022. Som for ejerboliger kan grundskylden højst stige med mellem 4 og 7 pct. årligt frem til skatteomlægningen i 2024, selvom der er kommet nye vurderinger. Ved skatteomlægningen indføres for erhvervsejendomme mv. en moderniseret stigningsbegrænsningsordning, hvorefter grundskylden ikke kan stige med mere end 5 pct. af den fuldt indfasede grundskyld.
9. Hvis jeg er uenig i min nye vurdering, hvornår kan jeg så klage?
Du kan klage, når du modtaget din nye vurdering.
10. Hvordan påvirker udskydelsen af de nye boligskatteregler kommunerne?
Hvis udskydelsen medfører ændringer i de kommunale grundskyldsindtægter, vil kommunerne blive kompenseret fuldt ud og enkeltvis.