13-01-2017

Åbning af skattekontor hos Ombudsmanden: Borgernes retssikkerhed styrkes
Fra i dag kommer borgerne til at stå stærkere i mødet med skattemyndighederne. Et nyetableret selvstændigt skattekontor hos Folketingets Ombudsmand skal styrke retssikkerheden på skatteområdet.
Det nye kontor er blevet oprettet i forlængelse af Retssikkerhedspakke II – Borgeren skal stå stærkere, som sidste år blev vedtaget af et bredt flertal af Folketingets partier. Kontoret får til opgave at kigge sagsbehandlingen på skatteområdet en ekstra gang efter i sømmene.
For skatteminister Karsten Lauritzen er det nye skattekontor en vigtig forbedring af borgernes retssikkerhed.
”Der er bred politisk opbakning til, at vi styrker skatteborgernes retssikkerhed. Derfor er det en rigtig god dag, nu hvor Ombudsmanden åbner det nye skattekontor. Kontoret vil holde et vågent og kritisk øje med borgernes retssikkerhed. Det er godt, og det betyder, at borgerne fremover kommer til at stå stærkere,” siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Det nye skattekontor bliver en del af den eksisterende ombudsmandsinstitution, som får tilført flere ressourcer og kompetencer til at behandle borgernes klagesager over sagsbehandlingen. Ombudsmanden kan således kritisere og anbefale skattemyndighederne at behandle en sag igen, ligesom Ombudsmanden på eget initiativ kan rejse sager og iværksætte større undersøgelser.