Gå til indhold

Analyse færdig til april

En efterspurgt analyse skal se på beskatningen af danske og udenlandske investeringsforeninger og deres investorer. Skatteministeren vil have analysen klar til april.

Skatteministeriet er ved at gennemføre en analyse af skatteforholdene for investeringer i både danske og udenlandske investeringsinstitutter. Analysen skal se på, om det er muligt i videre omfang at tiltrække udenlandske investeringsinstitutter til det danske marked, ligesom den skal afdække, om danske investeringsinstitutter i videre omfang kan tilbyde deres produkter i udlandet.

Skatteministeriet forventer at kunne fremlægge analysen ved udgangen af 1. kvartal næste år. Den oprindelige ambition var at færdiggøre analysen i 2014. Men området har vist sig mere kompliceret end forventet.

Der er bred enighed om et behov for at lave en grundig analyse af hele området. Skatteministeren har forståelse for, at analysen er en efterspurgt vare, men opfordrer til lidt yderligere tålmodighed:

”Jeg forstår godt den store interesse, som forskellige interessenter har udvist. Den er velbegrundet, men jeg har forstået, at problemstillingen har eksisteret i adskillige år og ikke er ukompliceret. Derfor er det vigtigere at få arbejdet lavet rigtigt i første hug end at lave noget halvt. Jeg forventer ikke, at der er nemme løsninger på området”, siger skatteminister Benny Engelbrecht.