26-08-2015

BoligJobordningen er vedtaget i Folketinget
I dag vedtog fem ud af Folketingets otte partier at genindføre BoligJobordningen med tilbagevirkende kraft, så den gælder for alle omfattede udgifter, som danske familier har afholdt i hele 2015. Partierne er samtidig blevet enige om at videreføre ordningen i 2016 og 2017 og skal i efteråret drøfte, hvordan den konkrete udformning af ordningen skal se ud.
”Jeg er glad for, at vi kan genindføre ordningen i den velkendte form. – nøjagtig som vi lovede før valget. Det er blandt andet til glæde for pressede børnefamilier, der igen kan få lidt mere luft i hverdagen,” siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Over en halv million danskere har årligt anvendt ordningen, og en analyse foretaget af DAMVAD skønner, at 5 pct. af aktivitet under ordningen fortrænger sort arbejde.
”Ordningen bidrager til at reducere sort arbejde og er med til at finansiere energirenoveringer. Samtidig understøtter ordningen vækst i de små service- og håndværksvirksomheder i hele landet - og dermed også i yderområderne. Jeg ser frem til efterårets drøftelser med aftalepartierne om udformningen af BoligJobordningen for 2016 og 2017, så ordningen forhåbentligt kan blive endnu bedre.” siger skatteministeren.
I 2015 finansieres ordningen af udisponerede reserver på finansloven for 2015.