12-01-2015

Det skal være overskueligt at anmelde anonymt
SKAT har i 2014 modtaget over 8.000 anmeldelser af mulig skattesnyd, hvoraf de ca. 4.000 var indgivet anonymt. Derfor vil skatteminister Benny Engelbrecht gøre det mere overskueligt for borgeren ved at give mulighed for at indgive deres anonyme anmeldelser digitalt.
Det sker som et led i bestræbelserne på at sikre en tidssvarende og effektiv håndtering af et fortsat betydeligt antal anmeldelser fra borgerne. I dag modtager Skat allerede anonyme henvendelser pr. brev og telefon.
”Som situationen er i dag, ved folk jo ikke, hvordan og hvor de skal henvende sig, hvis de har en begrundet formodning om, at der er nogen, der snyder på vægten. Det koster mange ressourcer at håndtere de mange henvendelser, især de flere tusinde telefoniske henvendelser. Med den digitale løsning kan vi gøre sagsbehandlingen mere enkel for borgerne, og gøre det tydeligt, hvilke regler, der gælder for anonyme henvendelser, ” siger skatteminister Benny Engelbrecht til Politiken.
I dag er det ikke muligt at sende en anonym anmeldelse pr. mail. Her har Skat pligt til at udlevere den udsendte mail til den anmeldte person, hvis personen beder om det. Den digitale anmeldertjeneste giver derfor SKAT samme mulighed for at modtage anmeldelser digitalt på samme måde, som det i dag sker i de fleste kommuner samt i Udbetaling Danmark.
”SKAT er på mange områder gået foran med digitale tjenester. Men på det her område har rigtig mange myndigheder og de fleste kommuner overhalet Skat. De har for længst indrettet sig med digitale anmeldertjenester. Så Skat skal have samme tilbud klar til borgerne. Og så det handler om, at vi finder en balance, hvor vi på den ene side lader være med at opfordre folk til at anmelde hinanden. Og samtidig tager det dybt alvorligt, når borgerne mener, at statskassen – og dermed fællesskabet – bliver snydt. Det vil vi simpelthen ikke finde os i,” siger skatteministeren.