Gå til indhold

Erhvervsbeskatningsudvalget er trukket i arbejdstøjet

Regeringens erhvervsbeskatningsudvalg skal komme med forslag til forbedringer af den nuværende indretning af erhvervs- og kapitalbeskatningen, blandt andet ved at indhente input udefra. Derfor inviterer udvalget nu en række relevante organisationer til at komme med input.

Regeringens erhvervsbeskatningsudvalg, som er nedsat i forlængelse af Aftale om en vækstpakke fra juni 2014, har nu været i gang med sit arbejde et par måneder. En del af udvalgets arbejde er at indhente input udefra.

Derfor er en række organisationer blevet bedt om at præsentere deres synspunkter for udvalget. Det sker i første omgang ved et møde i Skatteministeriet den 20. januar, hvor udvalget har inviteret følgende organisationer: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Axcelfuture, CEPOS, Danish Venture Capital and Private Equity Association, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Metal, Finansrådet, Landbrug & Fødevarer og LO.

Der er også oprettet en referencegruppe med eksterne eksperter, der skal komme med fagligt input til udvalget.

Skatteminister Benny Engelbrecht følger udvalgets arbejde nøje og ser frem til at modtage dets anbefalinger:

”Det er relativt let at starte og drive virksomhed i Danmark. Men vi skal hele tiden se på mulighederne for at gøre det endnu bedre. Skattereglerne må aldrig være en unødig hindring, særligt ikke når det gælder iværksætteri og vækst i de små virksomheder,” siger skatteministeren.

Erhvervsbeskatningsudvalget er nedsat i forlængelse af Aftale om en vækstpakke fra juni 2014 og består af repræsentanter fra de økonomisk ministerier. Udvalget har chefrådgiver i Skatteministeriet, Preben Underbjerg Poulsen, som formand. Udvalget har påbegyndt sit arbejde i september 2014 og skal fremlægge sine anbefalinger inden udgangen af 2015.

”Det er komplicerede problemstillinger og et samspil mellem komplicerede regelsæt, der skal undersøges. Regeringen har ikke et færdigt forslag i skuffen, og det er vigtigt at få undersøgt området grundigt, inden et eventuelt løsningsforlag kan præsenteres,” siger skatteministeren.

Referencegruppen, der er oprettet, består af:

  • Professor, Dr.Polit., Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet
  • Professor, Lic.Polit., Michael Møller, Copenhagen Business School
  • Professor, Dr.Jur., Niels Winther-Sørensen, partner hos PWC
  • Professor mso, Cand.Merc.Aud., Ph.d., Inge Langhave Jeppesen, Syddansk Universitet

Faktaark om Erhvervsbeskatningsudvalget

Kommissorium for Erhvervsbeskatningasudvalget