Gå til indhold

Finansloven: Servicefradraget udvides og et nyt grønt håndværkerfradrag indføres

Regeringen har sammen med SF og Radikale Venstre indgået en aftale om finansloven for 2025, som indfører et grønt håndværkerfradrag og udvider det eksisterende servicefradrag. Sigtet er at gøre danskernes hverdag nemmere, frigøre mere tid til familierne, mindske sort arbejde og samtidig klima- og energiforbedre boligerne i Danmark.

Et nyt grønt håndværkerfradrag indføres, og det eksisterende servicefradraget bliver udvidet.

Det er blandt resultaterne af forhandlingerne om finansloven, som regeringen sammen med SF og Radikale Venstre er blevet enige om. Tiltagene tjener flere formål, forklarer skatteminister Rasmus Stoklund:

”Mange danske familier har en udfordret og presset hverdag. Regeringen er optaget af at lette presset for de familier. Vi tror på, at udvidelsen af servicefradraget og indførelsen af et grønt håndværkerfradrag vil medvirke til at lette mange familiers hverdag og skabe mere tid og luft til at have et godt familieliv. Ligesom tiltagene kan have en positiv effekt i forhold til at begrænse sort arbejde,” siger Rasmus Stoklund.

Også skatteordførerne fra Venstre og Moderaterne glæder sig over tiltaget.

”I Venstre er vi glade for, at danske boligejere fra næste år igen kan få en håndsrækning til det næste grønne renoveringsprojekt derhjemme. Det gør en forskel for mange danske boligejere, når vi nu hjælper dem med at foretage investeringer i at klimasikre eller energirenovere boligen. Vi giver nu bedre muligheder for at klimasikre sit hjem i en tid, hvor der er stigende risiko for vildt vejr i form af oversvømmelser eller stormfloder,” siger Preben Bang Henriksen, skatteordfører for Venstre.

”Jeg er meget glad for, at vi nu nu genindfører håndværkerfradraget. Genindførelsen af håndværkerfradraget er både en gevinst for danskernes økonomi og en sejr for klimaet. Det giver flere mulighed for at forbedre deres hjem på en måde, der både luner i pengepungen og styrker vores fælles indsats for at energieffektivisere og klimasikre boliger. Fradraget gør det lettere for langt flere danskere at investere i nødvendige forbedringer, der ikke kun sparer energi, men også beskytter vores boliger mod frem-tidens klimaforandringer. Senest har vi set, hvordan stormfloden sidste år ramte mange kystnære boliger, der slet ikke var forberedte. Vi har en stor opgave foran os, og håndværkerfradraget er et afgørende værktøj til at tage fat på den,” siger Mohammad Rona, skatteordfører for Moderaterne.

Indførelsen af et nyt grønt håndværkerfradrag betyder, at landets boligejere kan få fradragsret for lønudgifter til ’grøn istandsættelse’ af hjemmet eller i en fritidsbolig. Det kan fx være til energibesparende forbedringer, energiforsyning og klimasikring i boligen. Håndværkerfradraget indføres med en beløbsgrænse på 8.600 kr.

Servicefradraget har hidtil givet danskerne mulighed for at få fradrag for udvalgte serviceydelser i hjemmet eller fritidsboligen – som fx rengøring, børnepasning og havearbejde. Med udvidelsen af fradraget vil det nu blive muligt at få hjælp til flere ydelser i hjemmet – som fx træfældning, bortskaffelse af væltede træer, havearbejde, anlæg af ny græsplæne, rensning af tagrender og installation af tyverialarm i hjemmet. Samtidig hæves det samlede fradrag til 17.500 kr.

Med finansloven afsættes der 400 mio. kr. årligt i 2025 og frem – heraf 300 mio. kr. årligt til det grønne håndværkerfradrag og 100 mio. kr. årligt til det udvidelsen af servicefradraget.

Læs mere om ordningerne her.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk