12-01-2015

Fordobling af fradrag for fagforeningskontingenter
Loftet over fradraget for fagforeningskontingenter er nu forhøjet fra 3.000 kr. til 6.000 kr. Det betyder, at en lønmodtager ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst nu kan få et fradrag på op til 6.000 kr. for sine udgifter til fagforeningskontingent.
”Den danske model bygger på, at vi har et organiseret arbejdsmarked. Det er derfor afgørende, at vi har en høj organisationsgrad på arbejdsmarkedet, ellers mister den danske model opbakning. Derfor er fordoblingen af fradraget så vigtigt. Det skal ikke være pengepungen, som er afgørende for, om man organiserer sig eller ej,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.
Loftet for fradrag for fagforeningskontingenter blev indført af den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti i forbindelse med Genopretningsaftalen fra maj 2010.
”VK-regeringens nedsættelse af fradraget – med støtte fra Dansk Folkeparti - har kunnet mærkes i rigtig mange hårdt arbejdende familier. Vi går den modsatte vej. Og sikrer, at langt de fleste, der er medlem af en fagforening, vil få fuldt fradrag, ” siger skatteministeren.
Fordoblingen af fradraget betyder, at langt de fleste, der er medlem af en fagforening, vil opnå fuldt fradrag for deres fagforeningskontingenter. Det skønnes, at ca. 60 pct. af de skatteydere, der benytter fradraget, har været ramt af VK-regeringens loft over fradraget. Det svarer til, at ca. 1,3 mio. personer har fået begrænset deres fradrag.
Forhøjelsen af fradraget er en del af finanslovsaftalen, som blev indgået mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Dansk Folkeparti og Uffe Elbæk stemte desuden for vedtagelse af lovforslaget.