19-11-2024

Grøn Trepart: Klimaafgifterne skal virke i virkeligheden
Danmark bliver det første land i verden til at indføre en CO2e-afgift på udledningen af CO2e fra husdyr. Det er resultatet med den politiske aftale om implementeringen af Den Grønne Trepart, som regeringen har indgået med et bredt flertal i Folketinget bestående af Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over aftalen, der betyder, at også landbruget
kommer til at bidrage til at nå Danmarks 2030-klimamål.
”Danmark er et grønt foregangsland. Vi bliver det første land i verden, som indfører klimaafgifter på landbrugets udledninger, ligesom vi også har indført klimaafgifter på industrien og den tunge transport. Jeg er optaget af, at vi nu får klimaafgifterne til at virke i virkeligheden, så de er til at forstå for landmændene, giver færrest muligt administrative byrder – og så vi bidrager til at få omstillet landbruget”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Den nye CO2e-afgift på landbruget skal medvirke til at reducere udledningerne med mellem 1,8 mio. og 2,6 mio. ton CO2e i 2030. Klimaafgiften på landbruget kommer dermed oveni klimaafgifterne, som er blevet indført på industrien og på vejtransporten, som vil medvirke til, at Danmark når sit ambitiøse 2030-klimamål.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk