Gå til indhold

It-tilsynet offentliggør ny redegørelse om skattevæsenets it-område

I sin årlige redegørelse for 2023 opsummerer It-tilsynet sine overordnede anbefalinger til Skatteministeriets it-område. Over halvdelen af anbefalingerne er allerede implementeret, og skattevæsenet er godt i gang med at stabilisere området.

It-tilsynet opsummerer i sin årlige redegørelse en række centrale udfordringer, som tilsynet har identificeret på skattevæsenets it-område i det forgangne år. It-tilsynets undersøgelser har i 2023 haft særligt fokus på at afgive generelle og almene råd på de kritiske områder: told, ejendom og gæld.

”Jeg er tilfreds med, at It-tilsynet har oplevet en Skatteforvaltning, som er blevet mere moden som it-organisation. Samtidig peger It-tilsynet også på flerårsaftalen for skattevæsenet som et skridt i den rigtige retning. Nu skal vi sikre os, at elementerne fra flerårsaftalen også gennemføres i virkeligheden,” siger skatteminister Jeppe Bruus.

Skatteministeriet har allerede gennemført over halvdelen af It-tilsynets anbefalinger fra 2021-2023. Samtidig er Skatteministeriet i gang med at implementere resten af anbefalingerne.

”Jeg hæfter mig især ved It-tilsynets konstatering af, at der er mærkbar fremdrift i Skatteforvaltningens store, komplekse it-projekter og -programmer. Der er dog fortsat tale om projekter med høj risiko, hvilket vi er meget opmærksomme på,” siger Jeppe Bruus. 

It-tilsynet blev oprettet i januar 2021, og redegørelsen for 2023 er således tilsynets tredje. It-tilsynet afrapporterer en gang årligt om sine aktiviteter i en offentlig redegørelse til skatteministeren, som kan danne grundlag for drøftelser med Folketinget og derved være med til at styrke den parlamentariske kontrol af området.

Læs hele It-tilsynets redegørelse her

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk