Gå til indhold

Kommission søger efter sprækker i pensionssystemet

Det danske pensionssystem er kendt som et af de mest robuste. Men der er også svage led i systemet, som kan svække incitamentet til arbejde og spare op.

Selvom det danske pensionssystem er kendt som et af de mest solide, sammenlignet med mange andre lande, kan systemet for den enkelte være vanskeligt at gennemskue. Og svækker systemet, som det er indrettet i dag, tilskyndelsen til at arbejde og spare op – med negative virkninger på de offentlige finanser til følge? Det er et af de spørgsmål, Pensionskommissionen skal kaste lys over.

Kommissionen vil undervejs trække på assistance udefra. Først i det nye år er kommissionen vært for konference, hvor internationale og danske oplægsholdere er indbudt for at dele viden og inspirere. Arrangementet har overskriften ”Incitamenter, fordeling og forsikring i pensionssystemer”. Det afvikles torsdag den 29. januar 2015.

Pensionskommissionens gravearbejde skal senest i efteråret 2016 munde ud i en rapport til regeringen. Rapporten skal dels beskrive opdagelser og komme med forslag til forbedringer af pensionssystemet.

Du kan læse op på de opgaver, kommissionen skal løse og læse mere om de fem kommissionsmedlemmer på www.pensionskommissionen.dk.