30-06-2025

Kompensation fortsætter til kommuner i 2026-2028 for lavere indtægter end ventet fra grundskyld
Regeringen og KL har i forbindelse med Aftale om kommunernes økonomi for 2026 aftalt, at kommunerne får mere stabile rammer for ejendomsskatterne.
Derfor kompenseres kommuner, hvor lofterne over grundskyldspromillerne utilsigtet reducerer provenuet fra grundskyld, for en andel af mindre-provenuet i 2026-2028, ligesom i 2025. Ordningen indebærer ekstraordinært ekstra statslig finansiering. Kompensationen udgør 0,8 mia. kr. i 2026.
”Jeg er glad for, at vi kan fortsætte kompensationen til de kommuner, som utilsigtet får reduceret deres indtægter fra grundskyld. Regeringen har i god dialog med KL fundet en løsning, som også omfatter de kommende år”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Andelen er fastsat som den del af den skønnede reduktion i grundskyldsprovenuet, der overstiger 0,1 pct. af kommunens udskrivningsgrundlag. Kompensationen kan dog ikke overstige 100 mio. kr.
I alt kompenseres 48 kommuner i 2026, der utilsigtet står til at få reduceret deres grundskyldsprovenu, og som ikke har mulighed for selv at hæve promillerne, jf. tabel 1.