23-02-2015

Konsulenthuset Accenture skal forestå grundig gennemgang af it-systemet EFI
Skatteministeriet har indgået en rammekontrakt med det globale it-konsulentfirma Accenture. Konsulentfirmaet skal bistå SKAT med at få it-systemet Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI) på plads så hurtigt som muligt, så inddrivelsesarbejdet kan stabiliseres.
Det har været afgørende for udvælgelsen, at de eksterne it-eksperter har en solid, international erfaring i at yde ledelsesmæssig, analytisk og teknisk bistand til større, udfordrede it-systemer.
Accentures hold af internationale it-eksperter skal her og nu gennemføre en tilbundsgående analyse af det samlede EFI-system, som skal munde ud i en detaljeret handlingsplan.
Som led i denne opgave vil Accenture stille sine internationale eksperter til rådighed for SKAT, så særlig forretningskritisk funktionalitet kan sættes i drift hurtigt.
Accenture skal samtidig hjælpe SKATs ledelse med at sikre en markant styrket ledelses- og styringskapacitet af den resterende udviklings- og idriftsættelsesopgave.