Gå til indhold

Lettere adgang til højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft

Regeringen lancerer i dag et udspil til reform af international rekruttering, der blandt andet indeholder en lempelse af forskerskatteordningen med 10.000 kr. pr. måned.

Regeringen lancerer i dag "Lettere adgang til højtkvalificeret arbejdskraft - udspil til en reform af international rekruttering". Reformen skal styrke virksomhederne i den internationale konkurrence.

Skatteminister Morten Østergaard ser det som afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne, at de kan tiltrække og fastholde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft:

"Vi er i Danmark dybt afhængige af at kunne tiltrække kvalificerede udlændinge. Derfor ønsker regering at gøre det endnu mere attraktivt at komme til Danmark og arbejde. Det drejer sig både om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet og om at gøre det attraktivt for de internationale studerende, som allerede er i landet, at blive her og bidrage, når deres studie er afsluttet. Vores reform leverer et stort bidrag til dansk økonomi og til de virksomheder, der har brug for specialiseret international arbejdskraft for at kunne konkurrere med udenlandske virksomheder og fastholde produktion og udvikling i Danmark," siger skatteministeren.

Et af elementerne i udspillet er en lempelse af forskerskatteordningen med 10.000 kr. pr. måned. Det vil både tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft og skabe flere arbejdspladser til danske arbejdstagere, mener skatteministeren:

"En af de vigtigste faktorer, når det gælder om at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft, er de økonomiske vilkår, som danske virksomheder kan tilbyde. Forskerskatteordningen er et vigtigt værktøj, som gør det lettere for danske virksomheder at rekruttere højtkvalificerede udenlandske nøglemedarbejdere og forskere. Netop derfor vil vi lempe ordningen ved at nedsætte beløbsgrænsen med 10.000 kr. om måneden. Det vil bidrage til at få flere medarbejdere til Danmark, som hentes på grund af deres høje kvalifikationer. På den måde får vi løftet arbejdsstyrken og økonomien, og det vil samtidig skabe ekstra arbejdspladser til danske arbejdstagere," siger skatteministeren.

Læs mere om udspillet på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside
Hent udspillet

Hent faktaark om de enkelte elementer i udspillet