Gå til indhold

Skattelyinitiativer sendt i høring

Skatteministeriet har i dag sendt et lovforslag i høring, som udmønter de skattemæssige initiativer i skattelyaftalen fra december.

Kort før jul blev et flertal bestående af regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten enige om at styrke indsatsen mod skattely med udgangspunkt i regeringens skattelypakke fra november. Aftalens parter er enige om, at grænseoverskridende skatteunddragelse og brugen af skattelykonstruktioner er en betydelig udfordring for det internationale samfund.

”Venstre valgte at frede skattelyspekulanterne ved at stå uden for aftalen. Det er ærgerligt og et besynderligt signal at sende. Men jeg er tilfreds med, at et ansvarligt flertal bakkede op om regeringens skattelyinitiativer, og at vi nu tager første skridt i at udmønte den meget ambitiøse aftale,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Skatteministeriet har, siden aftalen blev indgået, arbejdet på lovforslaget, der indeholder tre centrale elementer, som imødegår skattelyproblematikken:

- Skat på stifteren af trusts skal mindske mulighederne for aggressiv skatteplanlægning

- Fair beskatning, når aktiver føres ud af landet

- Indførsel af en international omgåelsesklausul i dansk skattelovgivning

”Klausulen, som alle EU-lande er blevet enige om at indføre, bliver en effektiv showstopper over for skattelyspekulanter i hele unionen. Men jeg er glad for, at Danmark er gået endnu videre for at stramme nettet over for skattely", siger skatteministeren.

Høringsfristen for lovforslaget er fire uger.

 

Læs aftaletekst samt faktaark om de enkelte initiativer:

Skat på stifteren af trusts skal mindske mulighederne for aggressiv skatteplanlægning
Indførsel af international omgåelsesklausul i dansk skattelovgivning
Fair beskatning, når aktiver føres ud af landet
Aftale om en styrket indsats mod skattely
Styrkelse af Projekt Skattely mv.