Gå til indhold

Lovforslag om forhøjelse af loftet over fradrag for fagforeningskontingent sendt i høring

Regeringen har som led i finanslovsforslaget for 2015 foreslået, at loftet over fradrag for fagforeningskontingenter forhøjes. Lovforslaget sendes nu i høring.

Som led i finanslovsforslaget for 2015 har regeringen foreslået at forhøje loftet over fradraget for fagforeningskontingenter. Forslaget indebærer, at den beløbsmæssige grænse for fradrag for fagforeningskontingenter forhøjes fra 3.000 kr. til 6.000 kr. fra og med indkomståret 2015.

”Regeringen ønsker at styrke organisationsgraden på arbejdsmarkedet, fordi vi mener, at en stærk fagbevægelse er en af grundpillerne i den danske model. Det er i det lys, man skal se det her lovforslag,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Loftet for fradrag for fagforeningskontingenter blev indført af den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti i forbindelse med Genopretningsaftalen fra maj 2010.

Regeringens forslag betyder, at langt de fleste, der er medlem af en fagforening, vil opnå fuldt fradrag for deres fagforeningskontingenter. Det skønnes, at ca. 60 pct. af de skatteydere, der benytter fradraget, er omfattet af det gældende loft, svarende til at ca. 1,3 mio. personer er fradragsbegrænset.

Der er endnu ikke indgået politisk aftale om forslaget.

Lovforslaget, som er sendt i høring, kan findes her