Gå til indhold

Minister: Lange sagsbehandlingstider i skatteklagesystemet er ikke tilfredsstillende

Rigsrevisionen konkluderer i ny beretning, at Skatteankestyrelsen er for længe om at behandle klager fra borgerne. Skatteminister Karsten Lauritzen er enig i, at de lange sagsbehandlingstider er et problem. Øgede bevillinger samt analyse af klagestruktur skal sætte skub i klagesagsbehandlingen.

I en netop offentliggjort beretning til Statsrevisorerne konkluderer Rigsrevisionen, at sagsbehandlingstiderne i skatteklagesystemet fortsat efter omlægningen af klagestrukturen er uacceptabelt lange.

En kritik, som skatteminister Karsten Lauritzen tager til efterretning.

”Det er velkendt, at Skatteankestyrelsen over en længere periode har været udfordret af ekstraordinært mange klagesager. Det har medført, at borgerne i øjeblikket venter for længe på at få behandlet deres klage. Det er i sagens natur ikke tilfredsstillende. Det er jeg sådan set enig med Rigsrevisionen i. Det er desværre ikke en ny problemstilling, og derfor har jeg også sammen med en bred kreds af Folketingets partier allerede afsat flere midler til en generel styrkelse af klagesystemet”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Skatteministeren slår samtidig fast, at på trods af øgede bevillinger vil det tage tid, før sagspuklen er væk, og sagsbehandlingstiderne bliver kortere.

”Skatteankestyrelsen gør alt, hvad de kan for at sikre en så effektiv og faglig korrekt behandling af borgernes klager som muligt. Men der er desværre ingen snuptagsløsninger, der kan få sagspuklen til at forsvinde uden videre. Min holdning er fortsat, at klagesager skal afgøres med høj kvalitet inden for en rimelig tidsramme for at sikre borgernes retssikkerhed. Det er også derfor, at vi er på vej med en analyse, der skal vise vejen til, hvordan vi får bragt sagsbehandlingstiden ned”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.