Gå til indhold

Ny analyse om beskatning af investeringsinstitutter

Skatteministeriet offentliggør i dag en ny analyse af beskatningen af investeringsinstitutter og de personer, der investerer i aktier og obligationer via institutterne. Overordnet viser analysen, at reglerne virker efter hensigten.

Skatteministeriet offentliggør i dag en omfattende analyse af beskatningen af investeringsinstitutterne og deres investorer.

Analysen skulle blandt andet afklare, om der er grundlag for at justere skattereglerne med henblik på at styrke danske institutters eksport af investeringsprodukter og konkurrencen på det danske marked.

Analysens hovedanbefaling er, at hvis det ønskes at styrke rammevilkårene for danskeres investeringer i aktier og obligationer, bør det ikke ske ved at favorisere specifikke anbringelsesformer. Derimod bør det ske ”ad fordøren”, dvs. ved at nedsætte beskatningen af personers aktie- og kapitalindkomst. Det vil også kunne forenkle reglerne.

Beskatningen af investeringsinstitutterne hviler især på to centrale principper.

For det første tilstræbes neutralitet. Det vil bl.a. sige, at en dansker, der investerer i en aktie eller obligation, bør beskattes på samme måde, uanset om aktien eller obligationen er købt direkte eller via et investeringsinstitut.

Reglerne for såkaldt minimumsbeskattede institutter sikrer, at dette i vidt omfang er opfyldt, og reglerne kan næppe forenkles yderligere uden at fravige neutralitetsprincippet.

For det andet er det et bærende princip, at Danmark beskatter udbytter, der føres ud af landet. Det er vurderingen i analysen, at beskatningen af udbytter til udenlandske investorer ikke begrænser deres investeringer i Danmark i særligt omfang.

En lempelse af udbyttebeskatningen for udenlandske investorer vil således i mange tilfælde blot føre til, at Danmark afgiver skatteprovenu til investors hjemland – uden at beskatningen af investoren mindskes.

Skatteminister Karsten Lauritzen er glad for, at der nu foreligger en grundig analyse af området, så diskussioner om eventuelle tiltag kan foretages på et oplyst grundlag.

”Det ser ud til at de danske regler i det store og hele virker efter hensigten, og eksporten af investeringsprodukter nåede sidste år et rekordniveau. Men jeg er som skatteminister selvfølgelig åben for at se på, om vi kan skrue skattereglerne mere hensigtsmæssigt sammen. Nu har vi med analysen et robust grundlag at gå videre med, og jeg ser frem til den fortsatte dialog med branchen”, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Analysen vil danne afsæt for den fremadrettede diskussion om skattereglerne for investeringsinstitutterne og investorerne. Som opfølgning på analysen vil Skatteministeriet fortsætte dialogen med investeringsfondsbranchen med henblik på at afdække, om der er andre veje at gå.

Kapitalindkomstbeskatningen analyseres i øjeblikket af Regeringens Erhvervsbeskatningsudvalg. Udvalgets rapport fremlægges i 2016.

Læs analysen her

Bilag: Notat om den skattemæssige behandling af værdipapirfonde