16-06-2014

Ny lov baner vej for grøn energi
Efter vedtagelsen af regeringens lovforslag om timeafregning er det muligt for kraftvarmeværkerne at satse på biomasse, som er afgiftsfrit, frem for fossilt brændsel, som normalt er pålagt energiafgifter. Den nye lov har sat gang i en ombygning af Studstrupværket i Aarhus, der leverer ca. 80 procent af fjernvarmen til Aarhus og omegn. Ombygningen for 1,3 mia kan reducere værkets CO2-udledning med op mod 90 pct. skaber desuden 400-500 job.
Ombygningens anden fase til godt 700 mio. kr. har netop fået grønt lys. I den anledning besøger skatteminister Morten Østergaard værket sammen med Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard.
"Det er regeringens ambition, at vækst og grøn udvikling skal gå hånd-i-hånd. Studstrupværket er med sin ombygning med til at skabe arbejdspladser og med til at fremme den grønne udvikling," siger skatteminister Morten Østergaard.

På billedet: Skatteminister Morten Østergaard sammen med Aarhus´borgmester Jacob Bundsgaard (t.v.) og DONG Energys koncerndirektør Thomas Dalsgaard (med ryggen til).
Teknisk set justerer den nye lov, L171, reglerne om periodisering af energiafgifter, så kraftvarmeværkers tilskyndelse til at anvende biomasse i produktionen øges. Timeafregning giver især afgiftslettelse, når et værk i perioder fyrer med kul ved fremstilling af el og i øvrige timer fyrer med biomasse ved fremstilling af både elektricitet og varme, som det bliver tilfældet med det ombyggede værk i Aarhus.
"Det er utrolig glædeligt, når virksomheder får gavn af og benytter sig af regeringens lovgivning - i dette tilfælde nye regler, der gør kraftvarmeværkernes afregningssystem mere gennemsigtigt," siger skatteministeren.
Lovforslaget er en del af regeringens grønne ambitioner: At Danmarks el- og varmeforsyning skal dækkes af vedvarende energi i 2035, og at kul udfases fra danske kraftvarmeværker senest i 2030.