02-03-2015

Ny lov skal forhindre momssvindel med el og gas
Regeringen fremsatte onsdag et lovforslag om at indføre den omvendte betalingsmodel til betaling af moms for mellemhandlere af el og gas. Skatteministeriet og SKAT har vurderet, at de nye muligheder for handel med el og gas, der er en del af liberaliseringen fra 2012, øger risikoen for bedrageri med momsbetalingen over for den danske statskasse.
Antallet af de virksomheder, der agerer som mellemhandlere, er beskedent, og derfor vurderer Skatteministeriet, at de samlede administrative konsekvenser for erhvervslivet vil være begrænsede.
Lovforslaget har været i høring hos blandt andet energibranchen, der er enig i, at der er en risiko for svig og derfor har taget positivt imod lovinitiativet.
Medvirkende til, at regeringen besluttede sig for at indføre den omvendte betalingsmodel, har også været, at 10 internationale energiorganisationer i november sidste år opfordrede de enkelte lande til at stoppe muligheden for svindel.
Loven ventes at kunne træde i kraft 1. juli i år.