Gå til indhold

Regeringen nedsætter erhvervsbeskatningsudvalg

Det skal være lettere at etablere og drive virksomhed i Danmark. Derfor vil regeringen give erhvervsbeskatningen et eftersyn.

I Danmark bliver erhvervsindkomst både beskattet på virksomhedsniveau og på ejerniveau. Sammenhængen mellem de to beskatningsniveauer er imidlertid ofte kompleks og svært gennemskuelig. Derfor vil regeringen nu nedsætte et udvalg, der skal belyse samspillet og balancerne i de to beskatningsniveauer.

"Det her er en kompliceret problemstilling, som også Produktivitetskommissionen har anført. Men vi agter at tage hul på den ved at nedsætte et erhvervsskatteudvalg, der i 2015 skal komme med anbefalinger til, hvordan den rette balance opnås," siger skatteminister Morten Østergaard, der understreger, at skatten har stor betydning for iværksætteriet og lysten til at investere.

"Regeringen vil skabe de bedste betingelser for at øge iværksætteriet og fremme væksten i de små virksomheder. Vi ved, at skatten har stor betydning for lysten til at investere, blive iværksætter og påtage sig lønarbejde. Skatten skal virke, så skatten ikke modarbejder det at drive eller eje en virksomhed," siger Morten Østergaard.

Udvalget skal afslutte sit arbejde i 2015 og på den baggrund udarbejde et beslutningsoplæg til regeringen.

Udvalget vil bestå af repræsentanter fra Skatteministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet. Til at bistå udvalget med faglig sparring mv. oprettes en referencegruppe bestående af eksterne eksperter. Andre ministerier inddrages efter behov, og interessenter inddrages i høring.

Faktaark om erhvervsskatteudvalget