02-12-2014

Regeringen øger åbenhed om selskabsskatten
På fredag offentliggør SKAT de åbne skattelister, der viser, hvor meget selskaber har betalt i selskabsskat. Hidtil har de åbne skattelister vist virksomheders selskabsskattebetaling i ét indkomstår, men i år udvides de, så selskabsskattebetalingen for flere år vises.
”De åbne skattelister er et led i regeringens kamp mod skattely. Der kan være udmærkede grunde til, at man i et enkelt eller to år ikke betaler selskabsskat, så med den nye model giver vi et bedre overblik over en virksomheds udvikling og normale skattebetaling”, siger skatteminister Benny Engelbrecht til Politiken i dag.
I første omgang vil virksomheders selskabsskattebetaling de to seneste år være tilgængelige. Fremadrettet vil der årligt tilføjes et indkomstår, indtil der samlet er en visning på 5 indkomstår. Herefter vil de åbne skattelister hvert år indeholde en visning af 5 indkomstår ad gangen.
Skatteministeren håber, at den øgede åbenhed kan være med til at sætte fokus på selskabsskattebetaling som en del af virksomheders generelle samfundsansvar:
”Udvidelsen af skattelister er med til at understøtte rækken af progressive virksomheder, der vil vise, at de svarer det i skat, som de skal, og har en god balance i deres samfundsdeltagelse. Og når progressive selskaber går ind for, at skat er csr-relateret, så lur mig, om de ikke begynder at sætte en standard,” siger skatteministeren.
De åbne skattelister blev lanceret i december 2012 med oplysninger for indkomståret 2011. Dette års åbne skattelister, der indeholder oplysninger for indkomstårene 2012 og 2013, offentliggøres på fredag.