Gå til indhold

Regeringens samlede vækstinitiativer på skatteområdet

Regeringen har fremlagt et samlet vækstudspil, der vil skabe bedre vilkår for virksomheder og iværksættere. På skatteområdet omhandler de konkrete vækstinitiativer blandt andet en lempelse af skattereglerne for afskrivning af investeringer i forskning og udvikling samt en lempet model for succession til erhvervsdrivende fonde. Derudover ønsker regeringen ikke at indføre reklameafgiften.

Regeringen har fremlagt et samlet vækst- og udkantsudspil, der forbedrer vilkårene for yderområderne og styrker væksten i hele landet. I udspillene indgår også en række skatteinitiativer.

Skatteinitiativerne er især rettet mod at skabe bedre vilkår for danske virksomheder og iværksættere.

Regeringen ønsker at fremme forskning og udvikling i virksomhederne og foreslår derfor en lempelse af skattereglerne for afskrivning af investeringer i forskning og udvikling. Samtidig styrker regeringen momskontrollen med udenlandsk nethandel for at sikre, at udenlandske e-handelsfirmaer afregner korrekt dansk moms på lige fod med danske virksomheder. Derudover ønsker regeringen ikke at indføre reklameafgiften.

Regeringen foreslår ligeledes, at der gennemføres en sanering af punktafgifterne for at minimere erhvervslivets administrative byrder. Konkret vil regeringen afsætte en pulje på 150 mio. kr. i 2017 og derefter 200 mio. kr. årligt til sanering af punktafgifter. Regeringen vil nedsætte et udvalg med repræsentanter fra erhvervsorganisationerne, som skal komme med forslag og prioriteringer til afgiftssaneringen.

Derudover foreslår regeringen, som udmøntning af aftalen om Vækstplan DK, en konkret generationsskiftemodel, som giver adgang til succession ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed til en erhvervsdrivende fond. Initiativet vil forbedre rammevilkårene i forbindelse med generationsskifte ved overdragelse til en erhvervsdrivende fond.

”Regeringen har gennemført to ambitiøse vækstpakker, og nu følger vi op med en række nye vækstinitiativer, som skal sørge for, at vi kommer helt i mål med genopretningen af dansk økonomi. Skatteinitiativerne vil skabe bedre vilkår for erhvervslivet og på den måde bidrage til, at den fremgang i beskæftigelsen, der allerede er i gang, fortsætter,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Ved siden af de nævnte initiativer foreslår regeringen en gradvis afskaffelse af dobbeltregulering i fjernvarmesektoren, en større pulje til Erhvervsbeskatningsudvalget med et lidt senere afløb samt en udvidelse af tonnageskatteordningen med mobile borerigge.

Faktaark om de enkelte skatteinitiativer:

Smidigere regler for afskrivning af udgifter til forskning og udvikling

Pulje til sanering af punktafgifter

Lempeligere regler for succession til erhvervsdrivende fonde

Udvidelse af tonnageskatteordningen med borerigge

Afskaffelse af dobbeltregulering i fjernvarmesektoren

Justeret pulje til Erhvervsbeskatningsudvalget

Bedre momskontrol med udenlandsk nethandel

Afskaffelse af reklameafgift

Magasinmoms (finansiering af afskaffelse af reklameafgiften)

Forhøjelse af tobaksafgifterne (finansiering af afskaffelse af reklameafgiften)