SKAT ændrede først praksis i 2013

Jyllands-Posten skriver i dag, fredag, at SKAT ændrede praksis, da man afgjorde den såkaldte Kinnock-sag, og derefter holdt den hemmelig, så den ikke kunne anvendes i skattesagen om fotomodellen Camilla Vest og hendes skattepligt til Danmark.

Skatteministeriet oplyser i den forbindelse, at når der er tale om en praksisændring, så udsender SKATs juridiske afdeling et ordregivende styresignal eller beskriver praksisændringen i Den Juridiske Vejledning.  SKAT gør ikke opmærksom på praksisændringer ved at sende fortrolige afgørelser rundt i organisationen. SKAT har således faste retningslinjer for, hvornår der udsendes styresignaler og ændres i Den Juridiske Vejledning.

Der har i medierne i to forskellige sammenhænge været fremført udsagn om praksisændring i forbindelse med Kinnock-sagen, som Skatteministeriet ikke er enig i.

Første gang skete det som led i, at flere medier i oktober 2012 bragte en historie om, at Skatteministeriet tilbage i 2010 under behandlingen af Kinnock-sagen skulle have ændret praksis i forhold til, hvor mange år i træk, personer, der er skattepligtige i udlandet, må holde ferie mv. i Danmark, før de bliver skattepligtige herhjemme.

Anden gang er det fremført i forbindelse med Camilla Vest-sagen, hvor det hævdes, at SKAT i Kinnock-sagen har accepteret, at personen arbejder mere i Danmark end i andre sager.

Kinnock-sagen var ikke ændring af en fast praksis

Det første udsagn om praksisændring har Skatteministeriet kommenteret i en pressemeddelelse 19. oktober 2012. Heri anføres, at Skatteministeriet i 2010 gennemgik regelsættet om skattepligt og blev opmærksom på en fejl i Ligningsvejledningen. Det er ikke opfattelsen, at der er tale om ændring af en fast praksis, men om rettelse af en fejl, idet det krav om midlertidighed, der var opstillet i Skatterådets afgørelse fra 2007, som var omtalt i Ligningsvejledningen, var forkert og ikke ville blive anerkendt af Landsskatteretten og domstolene.

Den omtvistede afgørelse fra 2007 drejede sig om en person, der boede i Belgien, og som ønskede at besøge sin familie og børn i fælles hus i Danmark, uden at han derved blev fuldt skattepligtig. Skatterådet kunne anerkende, at han ikke blev skattepligtig, såfremt der var tale om en midlertidig ordning, der ikke strakte sig ud over 2-3 år.

Fristen på 2-3 år stammer oprindeligt fra en landsskatteretskendelse fra 1992, hvor skatteyderen specifikt havde spurgt om en tidsmæssigt afgrænset periode på nogle ganske få år. Skatteyderen fik et positivt svar på sit spørgsmål, men det kan ikke heraf udledes, at der generelt skulle gælde en grænse på 2-3 år. Noget sådant kan heller ikke udledes af kildeskatteloven. Derfor er 2007-afgørelsen forkert, for så vidt angår det anførte om tidsbegrænsningen.

Camilla Vest-sagen gav anledning til ændret praksis

Det andet udsagn om praksisændring vurderer Skatteministeriet heller ikke, at der er belæg for. I denne slags sager er der sjældent to sager, der er ens, da folks arbejdsmønster og ophold i øvrigt varierer meget. Det er også tilfældet med Kinnock-sagen og Camilla Vest-sagen. Skatteministeriet offentliggjorde 22. maj 2013 en kommentar til Østre Landsrets dom og Landsskatterettens kendelse i Camilla Vest-sagen. Det fremgår heraf, at afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag efter Skatteministeriets opfattelse ikke var udtryk for en lempelse af hidtidig praksis. Derimod fremgår det af domskommentaren, at Camilla Vests aktiviteter her i landet havde et sådant omfang og varighed (daglange fotosessioner), at det vurderedes, at Landsskatterettens kendelse, der i forlængelse af Østre Landsrets dom i straffesagen fritog Camilla Vest for skattepligt, var mere lempelig end hidtidig praksis.

Derfor udsendte SKAT også efterfølgende et styresignal, der beskrev den ændrede praksis, med henblik på at sikre en ensartet skattemæssig behandling i sådanne tilfælde. Helt i overensstemmelse med de ovennævnte retningslinjer for udmeldelse af praksisændringer.