Gå til indhold

Skattelypakken et skridt nærmere lov

Skatteminister Benny Engelbrecht kan nu se et af sine større initiativer rykke et stort skridt tættere på lov. Det sker, når regeringens ambitiøse skattelypakke i dag går til 1. behandling i Folketinget som en del af bestræbelserne på at bekæmpe skattely.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten nåede lige før jul til enighed om en større styrket indsats mod skattespekulation og skattely. De seneste års afsløringer af skattely på verdensplan viser, at det nødvendigt med tiltag, der begrænser mulighederne for skattely. Derfor glæder det skatteministeren, at der nu er udsigt til, at Skattelypakken inden april måneds udgang bliver en realitet.

”Jeg glæder mig til 1. behandlingen, og jeg ser frem til, at denne ambitiøse pakke kører igennem lovprocessen med uvurderlig støtte fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Dette er en god dag for Danmark og en dårlig dag for dem, der ønsker at stille sig uden for fællesskabet og spekulere i skattely,” siger skatteminister, Benny Engelbrecht.

Aftaleparterne er enige om at styrke indsatsen mod skattely, og det er parternes vurdering, at grænseoverskridende skatteunddragelse og brugen af skattelykonstruktioner er en betydelig udfordring for det internationale samfund. Skatteministeren er derfor meget tilfreds med, at Danmark sætter en høj standard og går forrest på dette område.

”De seneste års afsløringer af massiv skattespekulation og kreative skattely-konstellationer gør det vigtigere end nogensinde at sætte ind over for dette område. Derfor ser jeg også frem til debatten i salen og håber i mit stille sind, at resten af oppositionen vil få øjnene op for, at denne sag er afgørende at støtte op om,” siger skatteministeren.

Skattelypakken indeholder tre centrale elementer, som imødegår skattelyproblematikken:

- Skat på stifteren af trusts skal mindske mulighederne for aggressiv skatteplanlægning

- Fair beskatning, når aktiver føres ud af landet

- Indførsel af en international omgåelsesklausul i dansk skattelovgivning.

Aftalepartierne er desuden enige om at styrke Projekt Skattely ved at tilføre ekstra 3 mio. kr. i 2015 og 3,5 mio. kr. årligt fra 2016-2018.