30-08-2016

Skatteminister: Bøvlede skatteregler må ikke bremse iværksættere og deleøkonomi
Dansk økonomi er i bedring, men er stadig udfordret af et langsomt væksttempo.
Derfor præsenterer regeringen i dag udspillet Vækst 2016 – Danmark i fremgang, stærke virksomheder, som bl.a. med en række skatteinitiativer skal styrke virkelysten til at investere i danske virksomheder, styrke dansk iværksætteri og omfavne den deleøkonomiske udvikling.
Skatteminister Karsten Lauritzen understreger, at det er nødvendigt at dreje på skatteskruerne for at sparke gang i væksten.
”Hvis vores mål om højere vækst og mere velstand skal blive til virkelighed, er vi nødt til at understøtte virkelysten til at investere i danske virksomheder – og til at starte nye op. Vi skruer derfor på nogle konkrete skattelempelser, som erhvervslivet og nye iværksættere kan mærke i hverdagen. Gevinsterne er store: Produktive virksomheder, højere lønninger til medarbejderne og samlet set et rigere og stærkere Danmark”, siger Karsten Lauritzen.

GRAFIK Bedre vilkår for investeringer
Konkret vil regeringen sikre, at danske virksomheder kan tiltrække flere investeringer og den nødvendige kapital for at kunne vokse og producere mere. Det sker blandt andet med et såkaldt ACE-fradrag, som reducerer virksomhedernes finansieringsomkostninger og tilskynder virksomhederne til at finansiere investeringer med egenkapital frem for gæld.

GRAFIK Bedre vilkår for iværksættere
Derudover skal tre års skattefrihed og et særligt investorfradrag hjælpe iværksættere, så flere lykkes med at skabe nye innovative virksomheder.
”Jeg har dyb respekt for de iværksættere, der satser næsten alt de ejer og har på, at deres idé kan blive deres levebrød – og hvem ved, måske den næste store danske erhvervssucces. Initiativerne i vores vækstplan vil være en hjælpende hånd til, at flere idéer bliver til virkelighed. Det skaber arbejdspladser og vækst i hele Danmark”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Regeringen vil også udvikle aktiekulturen i Danmark ved at sænke skatten på aktie- og kapitalindkomst for alle danskere, der har aktier. Det skal få flere – også helt almindelige danskere – til at investere og dermed skyde penge ind i virksomhederne herhjemme.

GRAFIK Bedre vilkår for deleøkonomi
Sidst, men ikke mindst, skal vækstinitiativerne sikre, at Danmark udnytter det store vækstpotentiale, som den deleøkonomiske udvikling fører med sig, samtidig med at alle betaler den skat, de skal.
Det indebærer blandt andet nemmere digital indberetning af skat, når danskerne bruger de nye forretningskoncepter og mindre skat på udlejning af lejligheder, værelser og sommerhuse.
”Forældede og administrativt bøvlede skatteregler må for alt i verden ikke blive en stopklods for danskernes brug af deleøkonomien. Skattereglerne skal understøtte deleøkonomien, blandt andet ved at gøre tingene mere digitalt. Det er nemmere og tryggere for alle, hvis skatten kan blive indberettet automatisk, når man lejer et værelse gennem Airbnb eller en bil gennem GoMore – frem for at man selv skal ind på selvangivelsen og fylde kolonner ud efterfølgende”, siger Karsten Lauritzen.