Gå til indhold

Skatteminister: Erhvervsudspil skal forbedre investeringsklimaet

Danmark skal blive bedre til at tiltrække udenlandske investeringer. Derfor har regeringen besluttet at udvide Erhvervsbeskatningsudvalgets kommissorium, så udvalget også skal se på mulige skattepolitiske tiltag, der kan bidrage til at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark.

Regeringen vil gennemføre en erhvervsbeskatningsreform, der skal forbedre investeringsklimaet i Danmark med henblik på at tiltrække flere udenlandske investeringer.

Derfor udvides Erhvervsbeskatningsudvalgets kommissorium, så udvalgets anbefalinger også skal adressere Danmarks evne til at tiltrække investeringer fra udlandet.

”Når udenlandske investorer overvejer, hvor de skal placere deres penge, spiller det også en rolle, hvordan et lands skattesystem er indrettet. Derfor har regeringen bedt Erhvervsbeskatningsudvalget se på, hvad der kan gøres, for at Danmark skal blive bedre til at tiltrække investeringer fra udlandet og dermed skabe arbejdspladser herhjemme”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Erhvervsbeskatningsudvalget blev nedsat af et bredt flertal af Folketingets partier i juni 2014. Kernen i Erhvervsbeskatningsudvalgets arbejde er at vurdere ulemperne i de nuværende regler for beskatning af erhvervsindkomst og afkastet af investeringer, som erhvervsdrivende foretager i egne virksomheder.

Udvalget skal på denne baggrund komme med forslag til en mere neutral og symmetrisk indretning af beskatningen. Udvalget har dog ikke hidtil haft fokus på at tiltrække udenlandske investeringer.

Udvalgets anbefalinger skal danne grundlag for den erhvervsbeskatningsreform, regeringen har varslet i regeringsgrundlaget.

Med udvidelsen af Erhvervsbeskatningsudvalgets kommissorium bliver det nu et særskilt fokus at komme med anbefalinger, der kan bidrage til at tiltrække investeringer fra udlandet.

Flere udenlandske investeringer kan medvirke til at øge produktiviteten.

”Det er ikke længe siden, at Venstre var med til at beslutte en gradvis nedsættelse af selskabsskatten. Men vi kan ikke tillade os at læne os tilbage og tro, at den øvelse var nok. Vi bliver nødt til at se på, hvad der kan gøres yderligere. Når udvalget har afrapporteret, vil regeringen komme med et politisk udspil til en ambitiøs erhvervsbeskatningsreform”, siger skatteministeren.

I Aftale om en vækstpakke fra juni 2014 blev der afsat en ramme på 210 mio. kr. årligt (2016-niveau) fra 2016 og frem til opfølgning på erhvervsbeskatningsudvalgets anbefalinger.

Regeringen har imidlertid besluttet, at Erhvervsbeskatningsudvalget kan fremlægge forslag, der rækker ud over den afsatte ramme på 210 mio. kr.

Skatteministeriet varetager formandskabet for udvalget, der også består af Finansministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet. Ved udgangen af august 2016 skal udvalget fremlægge konkrete anbefalinger til et mere neutralt skattesystem.

Læs erhvervsbeskatningsudvalgets kommissorium.