Gå til indhold

Skatteminister: Et skridt tættere på svindlerne i skattesag

Det er udtryk for dygtigt politiarbejde, at det er lykkedes at beslaglægge 1,7 mia. kroner, som kobles til den store sag om svindel med udbytteskat, mener skatteminister Karsten Lauritzen. Han håber, at svindlerne i sidste ende bliver stillet til ansvar.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er glædeligt overrasket over, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet – også kaldet Bagmandspolitiet – har beslaglagt 1,7 mia. kr. på udenlandske bankkonti i sagen om mulig svindel med udbytteskat.

Beslaglæggelserne blev en realitet, efter at der ved koordinerede aktioner i England blev ransaget og beslaglagt muligt bevismateriale med forbindelse til i alt 12 selskaber.

”Det er udtryk for et rigtig godt stykke politiarbejde, at det er lykkedes at beslaglægge de her penge. Vi er kommet et skridt nærmere svindlerne, og det glæder jeg mig selvfølgelig over,” siger Karsten Lauritzen.

SØIK samarbejder nu med udenlandske myndigheder om at få afklaret, om de beslaglagte midler kan komme tilbage i den danske statskasse. Det er usikkert, hvor stort et beløb, der i givet fald vil være tale om. Ifølge internationale regler om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet kan en del af de tilbageholdte midler tilfalde det land, hvor værdierne er blevet fundet.

”På skatteborgernes vegne håber jeg, at det til sidst vil lykkes at hente mest muligt tilbage til den danske statskasse. Det kan vi langt fra tage for givet. Men jeg er tryg ved, at Bagmandspolitiet gør alt, hvad de kan,” siger skatteministeren.

Han tilføjer, at der også ligger et vigtigt signal i, at svindlerne bliver forfulgt.

”Vi er oppe imod kriminelle, som direkte har franarret staten – og dermed alle andre skatteborgere – penge. Så vidt, det overhovedet er muligt, skal de stilles til ansvar for deres gerninger,” siger Karsten Lauritzen.

SKATs anmeldelse handler om formodet økonomisk kriminalitet i størrelsesordenen 6,2 milliarder kroner, og siden august har SØIK intenst efterforsket sagen. Der er fortsat ingen anholdte eller tiltalte.