Gå til indhold

Skatteminister ønsker samlet plan for SKAT

Karsten Lauritzen håber på bred politisk opbakning til en plan, der skal adressere udfordringerne i SKAT.

Skatteminister Karsten Lauritzen vil senest fredag 25. september præsentere en samlet plan for SKAT.

Den seneste tid er styrelsen blevet centrum for en omfattende sag om milliardsvindel med udbytteskat, ligesom det har været nødvendigt at suspendere den automatiske inddrivelse af gæld, som delvist er sket på et ulovligt grundlag.

De to konkrete sager skal på kort sigt håndteres. Derudover vil planen indeholde et langsigtet bud på, hvad der skal til for at ruste SKAT til opgaverne fremadrettet.

”Jeg har været skatteminister i tre måneder, og jeg må bare sige, at der er nogle alvorlige problemer, både på den korte og den længere bane. Derfor ønsker jeg at række ud til alle Folketingets partier og spørge, om ikke vi i fællesskab skal prøve at løse nogle af de alvorlige kriser, der præger SKAT,” siger Karsten Lauritzen til Politiken.

Udfordringerne i SKAT med eksempelvis inddrivelsessystemet strækker sig over mange år og dermed også over skiftende regeringer. Skatteministeren understreger, at det nu er afgørende med bred politisk opbakning til at skabe et velfungerende skattesystem.

”Det er synd og sørgeligt, at SKAT under skiftende ministre og regeringer er blevet en arena for politiske slagsmål om it-systemer og andre driftsproblemer, når det burde være en kampplads for de politiske visioner om indretningen af og formålet med vores skattesystem. Vi skal ikke slås om it-systemer, den slags skal der bare være styr på. Og det er en fælles opgave – uanset hvilket ideologisk udgangspunkt, man har,” siger ministeren til Politiken.

”Det er selvfølgelig ikke nemt det her, og det bliver helt sikkert et langt og sejt træk at få SKAT på højkant. Men vi er nødt til at give SKAT en ny start,” tilføjer skatteministeren.