03-03-2016

Skatteminister: SKAT skal sætte ind mod organiseret svindel
SKAT offentliggør i dag sin samlede kontrolplan for 2016 – ’Kontrolaktiviteter 2016’. Her fremgår det, at SKAT i 2016 har stort fokus på at dæmme op for svindel med moms, skatter og afgifter. Blandt andet i en nyetableret antisvindel-enhed samt en markant opmanding på udbytteområdet.
Skatteminister Karsten Lauritzen roser planen, som, han mener, er udtryk for rettidig omhu:
”De fleste er nok enige i, at det er vigtigt, at SKAT sender et klart signal om, at de går benhårdt efter dem, der forsøger at svindle – hvad enten der er tale om udbyttesvindel, momssvindel eller andre typer af svindel. Det gør man med denne plan. Regeringen og partierne bag ’SKAT ud af krisen’ tilførte et markant ressourceløft på området i efteråret, og det ser vi nu udmønte sig i en meget målrettet plan, der er både ambitiøs og balanceret skruet sammen”, siger skatteministeren.
Den nye Antisvindel-enhed vil bestå af ca. 20 årsværk, som skal analysere trends og risikobilleder i forhold til international organiseret kriminalitet og på den måde sikre, at SKAT er på forkant med nye typer af svindel.
For at styrke kontrollen på udbytteområdet har SKAT desuden oprettet ’Task Force Udbytte’, der besættes med 20 årsværk. Task Forcen skal gennemføre målrettet kontrol af refusionsanmodninger, samt foretage analyser af området og identificere generelle mønstre for på den måde at styrke sagsbehandlingen i den nyoprettede enhed, som står for udbetalingerne.
Samtidig styrkes en række af de projekter, som SKAT har haft stor succes med de seneste år, eksempelvis Organiseret kædesvig, som tilføres yderligere ressourcer.
”Vi vil aldrig få stoppet al svindel, så længe vi ønsker at bevare et åbent samfund, der grundlæggende er baseret på tillid. Men SKAT skal have tilstrækkelige muskler til at sætte ind, så svindlerne kan mærke det. De meldinger, jeg får fra SKAT, er, at man i 2016 vil have fuldt fokus på området, og jeg forventer derfor også, at vi kommer til at se positive resultater”, siger skatteministeren.
’Kontrolaktiviteter 2016’ beskriver SKATs samlede kontrolindsats i 2016. Målet med indsatsen er at sikre korrekt afregning af skatter og afgifter, så det såkaldte skattegab (forskellen mellem det der opgives til SKAT, og det der burde blive opgjort, hvis reglerne var overholdt) fastholdes på et lavt niveau.
Ved siden af målsætningen om at fastholde et lavt skattegab ønsker skatteministeren at opstille nogle politiske principper for, hvordan SKAT skal udøve kontrollen. Først og fremmest skal SKAT værne om skatteborgernes retssikkerhed. Samtidig skal SKAT målrette sin kontrolindsats, så man i videst mulig omfang kontrollerer der, hvor der er behov, og undlader at kontrollere, hvor der ikke er behov.
Samtidig er det vigtigt, at der tænkes i andre værktøjer end kontrol, eksempelvis digitale løsninger og målrettet vejledning. Det afspejler også, at SKAT har en målsætning om at opnå samme resultater på indsatsområdet med færre kontrolmedarbejdere i de kommende år.
”Jeg ønsker ikke et stort kontrolregime. SKAT skal kontrollere, i det omfang og de steder, der er behov for det. Grundlæggende mener jeg, at vi skal gå til opgaven med en tro på, at skatteborgerne gerne vil betale det rigtige i skat. Samtidig er det enormt vigtigt, at der hele tiden er fokus på retssikkerhed. Begge dele skinner igennem i SKATs plan, og det er jeg meget tilfreds med”, siger skatteministeren.