02-05-2016

Skatteminister: Vi ønsker et stærkt frivilligt foreningsdanmark
Idrætsklubber, spejdere, kulturforeninger, sociale organisationer og mange andre frivillige foreninger over hele landet er afhængige af indtægter fra de såkaldte udlodningsmidler, der kommer fra statens indtægter fra monopolspil.
Men indtægterne er faldende på grund af udviklingen på spilmarkedet, og det bekymrer skatteminister Karsten Lauritzen, der ønsker at sikre det frivillige foreningsliv stabile og sikre rammer.
”Det frivillige foreningsdanmark er en livsnerve i vores samfund. Foreningerne er med til at gøre os til aktive medborgere og lærer os at være en del af et forpligtende fællesskab. Det skal ikke gå ud over foreningerne, at flere oddser på nettet og færre køber lotto-kuponer. Derfor vil regeringen arbejde for en løsning, der sikrer foreningsdanmark stabilitet”, siger skatteministeren.
I dag sikres midler til foreninger og almennyttige formål gennem den såkaldte udlodningsmodel. Midlerne, der kommer fra monopolbelagte spil, fordeles via en nøgle på udlodningsloven.
Siden den delvise liberalisering af spillemarkedet, som blev vedtaget i 2010 og gennemført i 2012, er udlodningsmidlerne faldet.
Det skyldes især ændringer på spilmarkedet, hvor nye spiltyper som online kasino og sportsbetting er blevet mere populære end de mere traditionelle spil som Lotto og Klasselotteriet.
Det betyder altså svingende indtægter for modtagerne af udlodningsmidlerne.
”Svingende indtægter gør livet sværere for frivillige foreninger. Derfor er der et arbejde i gang med at evaluere udlodningsmodellen. Hvilken konkret løsning vi ender med, er for tidlig at sige noget om endnu, og det er et vilkår, at de økonomiske rammer er meget stramme, og vi derfor hver eneste dag er nødt til at foretage benhårde prioriteringer. Men der skal ikke herske tvivl om, at regeringen vil kæmpe for, at dansk foreningsliv fastholder sin vigtige rolle i vores samfund”, siger Karsten Lauritzen.