23-06-2014

Skatteministeren: Åbenhed om anvendelse af Kammeradvokaten
Der skal være åbenhed om Skatteministeriets og SKATs brug af statens advokat, Kammeradvokaten. Det mener skatteminister Morten Østergaard, som nu sætter gang i en kortlægning af ministeriets anvendelse af Kammeradvokaten.
"Jeg har været rundt i det skattepolitiske landskab, og jeg er flere steder blevet mødt med opfattelsen af, at Skat i stigende omfang anvender Kammeradvokaten tidligere i sager, end man har set før, og det opleves som en form for praksisændring og som om, det har betydning for sagernes gang," udtaler Morten Østergaard i dag i Jyllands-Posten.
Skatteministeriets brug af Kammeradvokaten er steget gennem de seneste år. Morten Østergaard understreger, at der kan være helt naturlige årsager til stigningen, og at analysen netop skal skabe åbenhed ved at belyse årsagerne bag.
"Det kan jo dække over alle mulige ting, og derfor gælder det om at rulle gardinerne op, så vi på oplyst grundlag kan diskutere, om det er noget, der rejser retssikkerhedsmæssige eller sagsbehandlingsmæssige problemstillinger," siger ministeren.
Kortlægningen skal ligge færdig i efteråret.
Anvendelse af Kammeradvokaten handler primært om retssager, hvor Skatteministeriet er part. Her er Skatteministeriet hovedsagelig part i retssager, hvor Skatteministeriet er indstævnet. Det betyder, at man her ikke er herre over antallet af sager - eller sagernes kompleksitet. Skatteministeriet indbringer kun kendelser fra fx Landsskatteretten, hvis sagen er principiel, eller hvis særlige grunde taler herfor.
Derudover udarbejder Kammeradvokaten responsa i særlige sager, hvor der kan blive tale om en eller flere retssager mod Skatteministeriet, eller juridisk vurderinger i SKATs håndtering af særlige sags komplekser (fx ejendomsvurderinger eller udbudssager).