Gå til indhold

Skatteministeren: De store selskaber skal også bidrage

SKAT rejste i 2013 et rekordstort antal transfer pricing-sager, som ledte til forhøjelse af skattepligtig indkomst på ca. 17 mia. kr. Skatteminister Morten Østergaard understreger, at regeringen fortsætter kampen mod skattesnyd, men at man samtidig har intensiveret samarbejdet med de største koncerner, som ønsker at ramme rigtigt med deres skat første gang.

SKAT har i 2013 foretaget 77 forhøjelser af skattepligtige beløb i sager om såkaldt transfer pricing. Det er 10 sager flere end i 2012 og 45 sager flere end i 2009.

Transfer pricing dækker over virksomheders interne handler mellem koncerner placeret i forskellige lande. SKAT undersøger, om handlerne sker til armslængdepris for at sikre, at de ikke benyttes til uretmæssigt at flytte indkomst fra et land til et andet.

"Ligesom borgerne skal virksomhederne betale den skat, de er forpligtet til. Danskerne er blandt de mest loyale skattebetalere i verden, og vi skylder alle dem, som hver dag går på arbejde og betaler deres skat, at vi så også sikrer, at de store selskaber ikke unddrager sig at betale skat," udtaler skatteminister Morten Østergaard.

Når antallet af sager vokser, skyldes det, at SKAT er blevet bedre til at identificere de handler, som vurderes at være problematiske.

De senere år har SKAT anvendt det såkaldte Tax Governance koncept i samarbejdet med mange store selskaber. Det går ud på, at koncernerne af sig selv lægger alle de risikofyldte forhold frem. Til gengæld for den åbenhed vil SKAT så hurtigst muligt tage stilling til de problemstillinger, der bliver lagt frem, så koncernernes skatterisici minimeres. På den måde får begge parter noget ud af samarbejdet.

"Transfer pricing er et globalt og voksende problem, som fører til at virksomheder unddrager sig skat. I Danmark har vi intensiveret samarbejdet med de største koncerner, som ønsker at ramme rigtigt med deres skat første gang. Samtidig har vi skærpet indsatsen mod dem, der via transfer pricing søger at undgå det. Begge dele er en succes som vi vil fortsætte med, så alle betaler den skat, de er forpligtet til i Danmark," udtaler Morten Østergaard.

SKAT har de seneste år øget fokus på sager om immaterielle aktiver, da erfaringen viser, at SKATs indsats på dette område har ført til meget store forhøjelser af skattepligtig indkomst. Det kan være med til at forklare den store stigning i forhøjelsesbeløbene de sidste to år.

Læs Aktuelle skattetal om SKATs transfer pricing-indsats i 2013