Gå til indhold
Skatteminister Benny Engelbrecht

Skatteministeren deltog i kransenedlæggelse

De første faldne, da Danmark blev besat af Nazityskland for 75 år siden, var tre overgendarmer fra Grænsegendarmeriet. Et korps, som i lighed med dagens toldere, skulle patruljere grænsen og forhindre smugleri.

Den 9. april 1940 tidligt om morgenen begyndte det tyske angreb, som i løbet af få timer førte til besættelsen af Danmark. De første faldne denne morgen var tre overgendarmer fra Grænsegendarmeriet – et korps, hvis arbejde har store ligheder med dagens toldarbejde. De blev skudt på klods hold af tyske, civile soldater ved jernbaneviadukten i Padborg.

I dag – på 75-årsdagen – bliver de mindet ved den sten, der er sat for dem. Skatteminister Benny Engelbrecht nedlagde en krans ved mindestenen og sagde blandt andet i sin tale:

”Jeg er selv fra en generation, der havde krigen på stor afstand, men mine forældre var halvstore børn, inden krigen var slut. Det betød, at tiden under krigen blev holdt levende for mig. Anderledes svært er det for de generationer, der vokser op nu.”

I de første aprildage i 1940 opbyggede tyskerne en større styrke syd for grænsen. Grænsegendarmerne – svarende til nutidens toldere – var udset til, at de skulle tage de første stød og sikre, at de vigtigste broer ved grænsen blev sprængt, før fjenden kunne indtage dem.

Men den 8. april blev der givet en ny ordre. Nu måtte gendarmerne ikke skyde, men skulle fortsætte tilsynet med grænsen eller samle sig med hæren. Og fra klokken 01.00 den 9. april blev posterne langs grænsen inddraget i takt med, at vagterne skiftede.

Tidligt om morgenen var overgendarmerne Albertsen og Hansen på vagt ved viadukten under jernbanebroerne i Padborg. De to gendarmer havde fået ordre til at møde ved afsnittets kontor i Bov for sammen med kollegaerne at blive transporteret nordpå. Kl. ca. 04.00 kom en tredje overgendarm Birk kørende til viadukten i bil for at tage de to kollegaer med.

Men overgendarmerne Birk, Albertsen og Hansen nåede aldrig frem til afsnitskontoret i Bov. Da Birk i sin bil standsede ved viadukten, dukkede tre civilklædte mænd op. Da gendarmerne råbte dem an og spurgte, hvor de skulle hen, blev der på tysk svaret, at de skulle til banegården. Pludselig åbnede de tre tyskere ild og skød dem på tæt hold.

Overgendarm Birk var dræbt på stedet. Albertsen blev hårdt såret og bragt bevidstløs til lægeboligen. Overgendarm Hansen løb hårdt såret til sit hjem ikke langt derfra.

Både Albertsen og Hansen blev senere på dagen kørt til Statshospitalet i Sønderborg, hvor de begge døde dagen efter.

Skatteministeren understregede i sin tale, at godt naboskab ikke må tages for givet:

”I dag lever danskere og tyskere side om side. På en måde som de færreste troede muligt for bare få generationer siden. Generationers fjendskab er i dag blevet et forbilledligt naboskab.

I 1940 var den nuværende grænse blot 20 år gammel. I dag tager vi grænsedragningen for givet. Vi hylder, at det skete demokratisk ved en folkeafstemning. Det er vigtige dele af den samlede historie at huske, når vi står her i dag og mindes overgendarmerne Birk, Albertsen og Hansen. Deres død minder os om, at vi ikke må tage godt naboskab for givet.

Vi skal hver dag arbejde hårdt for at fremme de gode relationer til vores nabo mod syd.”

Mindehøjtideligheden var arrangeret af Dansk Told & Skatteforbund, Skatteministeriet, Historisk Forening for Bov og Holbøl Sogne og "Grænsegendarmerne".