29-10-2014

Skatteministeren: Iværksættere skal mødes med en hjælpende hånd
Små virksomheder uden ansatte står for over halvdelen af det danske skattegab. Det viser den seneste opgørelse fra SKAT. En del af disse er nystartede virksomheder, som ofte kun består af iværksætteren selv.
Skatteminister Benny Engelbrecht mener, at det store skattegab blandt små virksomheder er tegn på, at det for mange er en svær opgave, når skatten skal opgives korrekt til SKAT. Derfor handler det om at sætte ind med oplysning. Og det gælder også for iværksættere, hvor mange står over for en helt ny opgave, når vedkommende skal have styr på skatteforholdende.
“Langt de fleste iværksættere vil gerne drive en seriøse virksomhed, og vi vil gerne give dem så meget hjælp som muligt,” siger Benny Engelbrecht i dag i Berlingske.
Skatteministeren peger blandt andet på, at nye digitale muligheder skal gøre det nemmere for virksomhederne at indberette skat. Nemvirksomhed, som netop er blevet vedtaget af regeringen, er et godt eksempel.
De administrative omkostninger ved bogføring er større for mindre virksomheder og desuden begår iværksættere, enkeltmands- og små virksomheder hyppigere fejl i forbindelse med bogføring samt indberetning og afregning af moms og skat end andre virksomheder.
Det er de udfordringer, som Nemvirksomhed skal bidrage til at løse. NemVirksomhed forventes at medføre en væsentlig reduktion af virksomhedernes effektive arbejdstid anvendt på bogføring og vil derigennem have en positiv effekt på både produktivitet og BNP samt bidrage til at reducere skattegabet.
Skatteminister Benny Engelbrecht vil i den kommende tid sætte fokus på iværksættere. Han understreger, at det ikke handler om mere kontrol, men derimod om at give en hjælpende hånd:
”Vi sætter ind med oplysning, for der er for mange af dem, der starter virksomhed, der ender blandt dem, der ikke betaler nok i skat. Jo bedre vi er til at møde den nye virksomhed, desto større sandsynlighed er der for, at den kommer til at betale det rigtige beløb i skat,” siger Benny Engelbrecht i Berlingske.
Se opgørelsen over små virksomheder skattegab