Gå til indhold

Skatteministeren: Kontrol skal baseres på tillid

En række skatteeksperter og skatterevisorer efterlyser mere kontrol af små og mellemstore virksomheder. Skatteminister Benny Engelbrecht vil tage problemstillingen op med SKATs direktør, og slår samtidig fast, at skattekontrollen skal baseres på tillid.

En række skatteeksperter og skatterevisorer efterlyser i Politiken, at den klassiske skatteligning af små og mellemstore virksomheder og deres skatteregnskaber styrkes. Her lyder det, at mange små og mellemstore virksomheder ikke oplever at blive kontrolleret af skattemyndighederne, hvilket skulle få flere firmaer til selv at bøje skattereglerne eller forlange at skatterådgiverne gør det samme.

Skatteminister Benny Engelbrecht understreger, at det er nyt for ham, at virksomhederne skulle opleve, at skattekontrollen ikke er stærk nok.  

"Jeg har lige sat mig i sædet som ny skatteminister, og jeg må da sige, at jeg er forundret, hvis der ude på revisorkontorerne rundt om i landet er en opfattelse af, at SKAT kontrollerer for lidt. Igennem de sidste par år har kritikken jo gået på det omvendte: At SKAT kontrollerede for meget," siger Benny Engelbrecht.

Alene sidste år gennemførte SKAT omkring 60.000 skatte- og afgiftskontroller. I 2014 har SKAT desuden særskilt fokus på at vejlede og kontrollere nystartede virksomheder, selvstændige, som ejer mindre virksomheder, samt virksomheder, hvor revisorerne har fundet fejl.

Skatteministeren vil nu drøfte med SKATs direktør, om der er behov for at styrke eller omprioritere i skattekontrollen og vejledningen af de små og mellemstore virksomheder.

"Det er nyt for mig, at virksomhederne og deres revisorer faktisk skulle efterspørge mere skattekontrol. Det er da uden tvivl et emne, som jeg vil tage op med SKATs direktør, Jesper Rønnow Simonsen, når jeg inden længe drikker den første kop kaffe med ham, og så må vi drøfte, om der er brug for at styrke indsatsen yderligere i forhold til de små og mellemstore virksomheder. Det vil jeg da ikke udelukke, hvis det, som vi hører her, er rigtigt," siger Benny Engelbrecht.

Skatteministeren slår samtidig fast, at det er vigtigt at balancen i skattekontrollen bevares. En ny undersøgelse, som netop er blevet offentligt på skm.dk, viser, at danskerne fortsat har høj tillid til SKAT, men at tilliden er faldet fra 2011 til 2013. Derfor er det ifølge skatteministeren vigtigt, at tillid og kontrol går hånd i hånd:

"Min holdning er, at vi skal bygge skatteopkrævningen og skattekontrollen på en grundlæggende tillid til, at både borgerne og virksomhederne gerne vil betale den skat, de skal. Og det tror jeg handler om, at folk gerne vil være med til at bidrage til fællesskabet og finansieringen af velfærdssamfundet."