Gå til indhold

Skatteministeren: Vi skal have analyseret pensionssystemet

Skatteminister Morten Østergaard er enig med både økonomer og pensionsbranche, når de fremhæver, at der er behov for at kigge nærmere på det danske pensionssystem.

Samspillet mellem skattesystemet og de offentlige ydelser er kompliceret. Det Økonomiske Råd har faktisk flere gange belyst problemstillingen og peget på, at der ikke findes lette løsninger på problemet. I regeringen er man fuldt opmærksomme på samspillet mellem skattesystemet og de offentlige ydelser.

"Det er paradoksalt, at vi har et system, hvor man først betaler en høj skat og derefter får en række ydelser og rabatter, der er betinget af, hvor gammel man er blevet. Det er komplekst, og det kræver grundig analyse at få alle de her spørgsmål til at falde i hak," siger skatteminister Morten Østergaard til Børsen i dag.

Flere eksperter, herunder overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor Nina Smith og repræsentanter fra pensionsbranchen, har den seneste tid ytret ønske om en "hovedrengøring" af pensionssystemet.

"Det gør indtryk, når en overvismand og en af de mest respekterede økonomer siger det, de gør. Og selvfølgelig vil vi i regeringen overveje, hvordan man bedst kan tilrettelægge en sådan analyse," siger ministeren, som understreger, at det under alle omstændigheder vil kræve en grundig analyse, så man ikke kaster sig ud i ændringer, uden et klart overblik over konsekvenserne.