13-11-2014

Urigtige oplysninger om klageadgang i Politiken
Dagbladet Politiken skriver i dag, at regeringen har lagt op til en klagemodel for de offentlige ejendomsvurderinger, hvor boligejerne kun kan klage over objektive fejl. Det er ikke korrekt.
Skatteminister Benny Engelbrecht udtaler:
"Regeringen har ikke lagt sig fast på en endelig model for det fremtidige ejendomsvurderingssystem. Der udestår et stort arbejde, som foregår i det nye Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE). Det her handler kort og godt om, at vi skal have fundet en bedre model for ejendomsvurderingerne. Når den er på plads, så skal man selvfølgelig også kunne klage over sin vurdering."