26-04-2025

3.000 spilcontrollere destrueret: Stoklund glæder sig over fangst af kopivarer
Det er en glad skatteminister, der kan konstatere, at 3.000 spilcontrollere og 1.500 såkaldte gamingsticks, der lignede kopier af dem, en stor international spilvirksomhed markedsfører, er blevet tilbageholdt og destrueret. For det er afgørende for forbrugersikkerheden, at der er et vedvarende fokus på at forhindre, at kopivarer bliver solgt og distribueret i Danmark.
”Kopivarer er en krænkelse overfor de virksomheder, der har rettigheder til et varemærke eller produkt, og desuden risikerer forbrugerne at blive snydt, fordi de i sidste ende ikke får det produkt, de måske tror, de har betalt for. Desværre ses det ofte, at det er organiserede kriminelle, der står bag produktionen af kopivarer for at få en økonomisk gevinst. Toldstyrelsens opgave bliver kun vigtigere fremadrettet, og jeg er løbende optaget af, om der er behov for, at vi styrker kontrollen yderligere,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.
Toldstyrelsen tilbageholdt i midten af oktober sidste år 3.000 spilcontrollere samt 1.500 såkaldte gamingsticks indeholdende over 30.000 spil. På baggrund af Toldstyrelsens tilbageholdelse, har den internationale spilvirksomhed sagsøgt den danske importør for krænkelse af deres intellektuelle ejendomsrettigheder. Sagen er endt med, at parterne har indgået et forlig, der blandt andet indebærer, at Toldstyrelsen har destrueret de pågældende varer.
”Det er ulovligt for virksomheder at handle med kopivarer, og derfor kan Toldstyrelsen tilbageholde varer, der mistænkes for at være kopier, når vi finder dem ved kontrol på grænsen eller i forbindelse med vores importkontrol. Hvis virksomheder ønsker, at vi skal holde øje med, om vi ser kopier af deres varer, skal de tage fat i os,” siger Trine Dancygier, der er funktionsleder på kopivareområdet i Toldstyrelsen.
Det er ikke Toldstyrelsen, der afgør, om en retssag skal rejses. Det gør rettighedshaveren til det krænkede varemærke. Hvis sagen forfølges, og der er tale om en kopi, vil varen i de fleste tilfælde blive sendt til destruktion.
Toldstyrelsen tilbageholdt i 2023 ca. 50.000 varer på grund af mistanke om at være kopier. Varernes værdi svarede til mere end 70 mio. kr.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk