26-04-2019
Beskatning for veterankøretøjer skal forenkles
Veteranbiler skal i dag fremstå som de gjorde, første gang de rullede ud over kantstenen for mindst 35 år siden. Ellers bortfalder de gunstige skattevilkår, der gælder for veteranbiler. Det kan imidlertid ofte være svært at afgøre, hvorvidt en bil reelt er ændret – især hvis der er tale om biler, der har mange år på vejene bag sig.
Derfor foreslår skatteminister Karsten Lauritzen sammen med Dansk Folkeparti nu at forenkle reglerne. Forslaget indebærer, at veteranbiler kun skal leve op til et krav om, at de er over 35 år gamle, mens det såkaldte originalitetskrav afskaffes.
”Med de regler, jeg sammen med Dansk Folkeparti lægger op til, vil det blive nemmere og billigere for bilejerne at kunne nyde deres veteranbiler, ligesom det også bliver lettere at administrere reglerne for Motorstyrelsen. For mig er det en win-win-situation”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Dansk Folkepartis Rene Christensen glæder sig over, at danske veteranbilejere fremover kan se frem til mindre komplicerede regler.
”Det har længe været et ønske fra Dansk Folkeparti at forenkle reglerne for ejerne af veteranbiler. Som det er i dag, er reglerne for komplicerede. Derfor ser jeg også frem til at se flere gode, flotte veteranbiler på vejene – uden den enkelte ejer behøver bekymre sig over komplicerede regler”.
Med forslaget vil flere biler blive omfattet af reglerne om veterankøretøjer. Forslaget skønnes derfor at indebære et mindre finansieringsbehov. Det endelige finansieringsbehov skal konsolideres og vil skulle findes indenfor motorområdet.