Gå til indhold

Danmark går med i global aftale om udveksling af kryptooplysninger

Øget adgang til data om kryptoaktiver styrker skattemyndighedernes kontrol og vejledning på området. Med den nye globale aftale vil Skattestyrelsen kunne udveksle oplysninger med flere end 60 lande.

Danmark har tiltrådt en ny global aftale om udveksling af oplysninger i forhold til handel med kryptoaktiver. Tiltrædelsen skete ved det 17. plenarmøde i ’Global Forum’, der afholdes i Paraguay mellem den 25. og 29. november.

Aftalen med betegnelsen ”CARF” (Crypto-Asset Reporting Framework) indgår som led i Danmarks internationale samarbejde i regi af OECD. Den betyder, at Skattestyrelsen fremover vil modtage oplysninger fra skattemyndighederne i en række lande uden for EU om handel med kryptoaktiver, som er foretaget af borgere og virksomheder fra Danmark.

”Det er afgørende, at danskere, der køber og sælger kryptoaktiver i Danmark og udlandet,  betaler den skat, de skal. Derfor er det et stort og positivt fremskridt for de danske skattemyndigheders administration og kontrol af området, at der nu med den globale aftale skabes langt bedre muligheder for at udveksle informationer om kryptoaktiver mellem landene,” siger skatteminister Rasmus Stoklund og uddyber:

”Det er helt åbenlyst vejen frem. I en tid hvor kryptoaktiver, e-penge og digitale transaktioner vokser på globalt plan, og hvor området for beskatning af kryptoaktiver generelt har en lav regelefterlevelse, skal skattemyndighederne selvfølgelig følge med, så de har de bedste forudsætninger for at udføre kontrol og sikre, at der bliver svaret den korrekte skat. Og det hjælper de internationale aftaler os med,” siger skatteministeren.

Udveksling af informationer med mere end 60 lande
Aftalen vil styrke kontrolindsatsen generelt, men særligt kontrolindsatsen mod skatteunddragelse, fordi Skattestyrelsen fremover modtager oplysninger om danske investorers handel med kryptoaktiver. Derudover muliggør oplysningerne en forbedret vejledningsindsats, fordi styrelsen får et bedre kendskab til de kryptohandlende og deres handelsmønstre.   

Udvekslingen vil bl.a. omfatte identifikationsoplysninger om de handlende, oplysninger om køb og salg, krydshandler mellem forskellige kryptoaktiver samt visse overførsler som fx airdrops, hvor kryptoaktiver tildeles gratis som en reklamegave.

Alle medlemslande med en kryptosektor af betydning forventes at tiltræde ”CARF”-aftalen og indgå i den kommende udveksling af oplysninger. Derved kan Skattestyrelsen se frem til at modtage og udveksle kryptooplysninger med flere end 60 lande og jurisdiktioner. Den første udveksling forventes at ske i 2027 og vil omhandle oplysninger fra indkomståret 2026.

Læs her om Skattestyrelsens seneste opgørelse af kontroller på kryptovaluta.