Gå til indhold

Danmark tiltræder international taskforce, der skal styrke udvikling, klima og naturindsatser

Danmark tiltræder Global Solidarity Levies Task Force, en international skattetaskforce, der skal levere anbefalinger til COP30.

Frankrig, Kenya og Barbados lancerede på COP28 en taskforce, Global Solidarity Levies Task Force, for internationale afgifter, der gennem øget samarbejde på tværs af lande skal fremme arbejdet med internationale afgifter, der skal styrke udvikling, klima og naturindsatser.

”Vi er i Danmark førende, når det kommer til at bruge skatte- og afgiftssystemer til at understøtte den grønne omstilling. Men den grønne omstilling er en global udfordring, og derfor er jeg glad for, at vi kommer med i taskforcen, så vi også på internationalt niveau – og med gode samarbejdspartnere - kan bidrage til at at drive udviklingen fremad,” udtaler skatteminister Rasmus Stoklund.

Taskforcens arbejde er fokuseret i en række arbejdsspor på skatteområdet. Arbejdssporene omhandler søfart, luftfart, fossile brændsler, finansielle transaktioner, fossile subsidier og international CO2-beskatning.

Taskforcen skal indenfor arbejdssporene formulere konkrete anbefalinger til afgifter, eller anden regulering, som skal præsenteres på COP30 i 2025. Danmark, repræsenteret af Skatteministeriet, tiltræder nu taskforcen, hvor Skatteministeriet, i dialog med andre lande, vil analysere og afsøge muligheder for anbefalinger til nye finansieringskilder, der kan supplere offentlig klimabistand og samtidigt medvirke til grøn omstilling. Taskforcen anbefalinger skal være en inspiration for beslutningsforslag og internationale aftaler.

Fra dansk side fokuseres arbejdet på søfart- og luftfart, hvor der kan bidrages aktivt med teknisk ekspertise og politiske erfaring.

Danmark har en stærk rolle internationalt som foregangsland på klima- og finansieringsdagsordenen og dansk deltagelse i taskforcen giver mulighed for at løfte den rolle.

Der kan læses mere om taskforcens arbejde på følgende link: Global Solidarity Levies Task Force | For People and the Planet

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk