22-10-2025

Dobbeltfund af puffbars: Rejsende risikerer kæmpe-regninger
Der var andet end billige dåseøl, sodavand og andre grænsevarer i flere personbiler, da Toldstyrelsen sammen med Syd- & Sønderjyllands Politi havde kontrol af personbiler ved den dansk-tyske grænse i starten af september.
I to tilfælde fandt tolderne nemlig puffbars gemt i bagagerummet på biler. I det ene tilfælde var der tale om 200 puffbars, som blev fundet i en bil, der krydsede grænsen, mens der i det andet tilfælde var tale om 800 puffbars, som blev fundet i en bil, der blev stoppet længere oppe i Sønderjylland efter at have passeret grænsen.
Toldstyrelsen har lavet en foreløbig beregning på de to sager, og de rejsende står til en samlet regning på hhv. 160.000 kroner og 726.000 kroner, idet der er tale om betaling for told, afgifter og moms.
”Puffbars er designet til at appellere til børn og unge, og de kan være enormt skadelige og afhængighedsskabende. Derfor er det vigtigt at have en god og effektiv toldkontrol i Danmark. Det er Toldstyrelsen med til at sikre ved, at vi opdager dem, der forsøger at smugle puffbars ind i Danmark. Så, jeg er rigtig glad for, at smuglerne nu risikerer at skulle betale meget store bøder for at have forsøgt at smugle puffbars ind i Danmark,” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.
”Smuglernes måder at forsøge at rejse ind i Danmark med puffbars er opfindsomme, og det stiller krav til, at vi er på tæerne og gør vores arbejde godt. Vi fortsætter ufortrødent med at kontrollere efter puffbars ved grænsen og samarbejder tæt med politiet og Sikkerhedsstyrelsen på området,” siger Toldstyrelsens kontroldirektør Jeppe Kjærgaard.
Hos Syd- & Sønderjyllands Politi deler man bekymringen for puffbars og indførslen af disse til Danmark.
”De tilsammen 1.000 puffbars er to gode fangster, som også viser, at vi kontrollerer flere steder. Fordi vi vil stoppe indførslen af blandt andet puffbars. Vi kontrollerer både ved grænsen og i de øvrige områder, og på den måde skal de personer, som indfører varerne, aldrig vide sig sikre,” siger politiinspektør Carsten Spliid, Udlændingekontrolafdeling Vest hos Syd- & Sønderjyllands Politi.
Når Toldstyrelsen har opgjort de foreløbige afgifter og bøder, kommer sagen til politiets anklagemyndighed, ligesom sagerne overdrages til Sikkerhedsstyrelsen.
Fakta: Hvad er en puffbar?
En puffbar er en engangs-e-cigaret, der er klar til brug direkte fra pakken og bortskaffes, når den er tom. I Danmark er det kun lovligt at sælge dem med smag af tobak eller mentol og med et nikotinindhold på maksimalt 20 mg/ml. Puffbars med andre smage som frugt eller slik er ulovlige.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk