28-12-2025

Efter omfattende problemer i kioskerne: Regeringen forlænger styrket kontrol af kiosker frem til 2028
Våben bag disken, tusindvis af ulovlige nikotinposer, GHB – også kendt som fantasy – i flasker, skjulte kontantlagre og fødevarer i miljøer med skimmel og rotteekskrementer.
Myndighedernes seks store kontrolaktioner mod landets kiosker tegner et rystende billede af en branche gennemhullet af kriminalitet og massiv sort økonomi. Derfor har regeringen besluttet at forlænge den fælles myndighedsindsats mod svindel, sort økonomi og ulovlige varer i kiosker og mindre detailforretninger frem til 2028.
Beslutningen kommer på baggrund af de seks store kontrolaktioner i 2025, hvor Skattestyrelsen sammen med Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet i alt har kontrolleret 140 kiosker i København, Aarhus og Odense. I 138 af dem fandt myndighederne fejl, snyd og direkte lovovertrædelser af forskellig karakter og alvorsgrad.
Resultaterne viser, at problemerne er både omfattende og dybt forankrede i dele af kioskmiljøet, og at indsatsen hverken kan eller må stoppe her. Det mener skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen, der kalder udviklingen alvorlig og understreger behovet for en vedvarende indsats:
”Jeg har set mange vanvittige ting som minister, men jeg er rystet over resultaterne af aktionerne i 2025. Vi har set omfattende snyd, ulovlige nikotinprodukter, sort økonomi, rotteekskrementer, gamle fødevarer og endda våben og narko i kioskerne. Det er meget tydeligt, at problemerne er massive og systematiske – og at der er dele af kioskbranchen som er totalt ligeglade med de regler, vi følger i Danmark. Det er helt uacceptabelt – og derfor har regeringen besluttet, at vi fortsætter kontrollen med fuld styrke i årene frem,” siger skatteministeren.
Indenrigs- og sundhedsminister: ”Kioskerne gambler med børn og unges helbred”
Det fælles tilsyn blev oprindeligt iværksat som led i ’Forebyggelsesaftalen’ fra 2023, hvor det blev aftalt at styrke kontrollen med tobak, nikotin og alkohol gennem en koordinet indsats på tværs af myndighedsområder.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
”Det er fuldstændig uacceptabelt, at kiosker gambler med børn og unges helbred ved at sælge ulovlige nikotinprodukter og puff bars, der er propfyldt med nikotin og kan indeholde euforiserende stoffer. Resultaterne fra kontrolaktionerne viser med al tydelighed, at mange kioskejere snyder og bedrager og er fuldstændig ligeglade med loven. Det skal vi slå hårdt ned på, og derfor forlænger vi nu kontrollen med kioskerne.”
Aktionerne har et bredt fokus på svindel og snyd. Og den fælles styrkede myndighedsindsats over for kioskmiljøet skal samtidig sikre fair konkurrence, så alle betaler moms, skat og afgifter, samt beskyttelse over for forbrugerne. Tilsynet skal også sikre en mere effektiv kontrol ved, at potentielle overtrædelser konstateres samtidigt på tværs af flere myndigheders ressortområder.
”Vi bliver ved.”
På tværs af årets seks storaktioner har myndighederne fundet alt fra store mængder ulovlige nikotinposer, puffbars og tobak uden afgift til euforiserende stoffer som GHB, våben som knive, knojern og totenschlægere samt hundredevis af enheder ulovlig medicin. Der er blevet beslaglagt betydelige partier fødevarer og drikkevarer uden sporbarhed, fundet kontantbeløb på op mod 400.000 kroner i skjulte pengeskabe og konstateret rod, skimmel, rotteekskrementer og sundhedsfarlige forhold i flere kiosker. Samtidig afslørede aktionerne omfattende mistanke om sort økonomi, ulovligt arbejde og personer på offentlige ydelser, der arbejdede i butikkerne.
Kontrolaktionerne har vist, at der er en markant gevinst ved at gennemføre fælles tilsyn, hvor mulige lovovertrædelser på skat, fødevarer, sikkerhed og arbejdsmiljø konstateres samtidig og kan følges op hurtigt og effektivt. Skattestyrelsen forventer at afslutte sagerne fra 2025-aktionerne i løbet af 2026, og kontrolindsatsen vil fortsætte med samme intensitet i de efterfølgende år.
Skatteministeren fastslår, at regeringen vil fastholde en klar og konsekvent kurs:
”Det er helt tydeligt for mig, at vi skal fortsætte med at puste de brodne kar i kioskbranchen i nakken. Vi accepterer ikke et kioskmiljø, hvor kriminalitet og ulovlige varer får lov at trives. Det er vores ansvar at slå hårdt og vedholdende ned, og det ansvar tager vi på os fra politisk hold. Samtidig vil jeg også gerne slå fast, at vi i hele regeringen bestemt er åbne for at se på, hvordan vi kan gå endnu hårdere til værks,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Læs mere om myndighedernes tilsyn med kioskerne i 2025 her.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtaler:
”Det fælles myndighedstilsyn har indtil videre afsløret talrige eksempler på kiosker, der svindler og snyder. Jeg har tidligere på året selv deltaget i en aktion, hvor jeg med egne øjne så, hvor meget svindel der finder sted. Det er forkasteligt, og det vidner for mig om, at der fortsat er brug for en målrettet indsats over for de mange kiosker, som ser stort på vores fælles spilleregler. Derfor er jeg glad for, at vi nu forlænger det fælles myndighedstilsyn, så kioskerne ikke slipper afsted med at snyde og svindle på bekostning af fællesskabet.”
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) udtaler:
”Kiosker skal ikke være et helle, hvor kriminelle uden konsekvenser kan omgå reglerne. Årets kontroller viser med al tydelighed, at regeringens indsats er mere end nødvendig. Der er åbenlyst store problemer, som kræver handling. Det er fuldstændig uacceptabelt, når kioskejere bevidst overtræder loven ved for eksempel at sælge ulovlige varer som puff bars til mindreårige. Vi skal beskytte vores børn og unge, så de ikke får fat i tobaksprodukter, der ligner slik og smager af frugt, men er fyldt med nikotin. Det er slet og ret ulovligt. Derfor fortsætter vi kampen mod svindlerne, og strammer nettet om dem, der snyder fællesskabet.”
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) udtaler:
”Det er dybt uacceptabelt, at der ved det seneste tilsyn blev afsløret fejl, snyd og problemer i så stort omfang. Derfor har vi i regeringen besluttet at forlænge det fælles myndighedstilsyn, så vi kan komme den omfattende svindel i landets kiosker til livs. Det er helt afgørende, forbrugerne kan vide sig sikre på, at fødevaresikkerheden er i orden, og at kioskerne overholder gældende regler.”
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
”Det er helt uacceptabelt, at der foregår svindel i visse kiosker og små detailbutikker. Myndighedernes kontroller afslører snyd stort set hver gang. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi forlænger den tværgående indsats frem til 2028."
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk