Gå til indhold

Eksplosion i sager om tilbageholdte cigaretter: Stoklund roser kontrolindsats

Skatteminister Rasmus Stoklund roser kontrolindsatsen efter en eksplosion i antallet af sager med tilbageholdt tobak i 2024. Med 2.700 sager er antallet steget med ca. 146 pct. ift. 2023.

Der var over dobbelt så mange sager med tilbageholdt tobak i 2024 sammenlignet med 2023. Det viser nye tal fra Toldstyrelsen. Og det er ikke småting, der er blevet tilbageholdt: De tilbageholdte varer omfatter blandt andet ca. 940.000 cigaretter, ca. 2.000 kilo vandpibetobak og ca. 110 kilo røgtobak. 

”Det er voldsomme mængder tobak, der bliver tilbageholdt af tolderne. Det dækker over, at der er nogle, som fx tager meget store mængder med hjem over grænsen og forsøger at undgå at skulle betale de rette afgifter, og deciderede smuglernetværk, hvor varerne kan ende i kiosker og detailbutikker, hvor der ikke bliver betalt afgift. Ingen af delene er i orden, for det er fælleskassen, man snyder, ligesom der også kan være usikkerhed om indholdet i den tobak, der indføres, når man smugler tobaksvarer ind over grænsen,” siger Skatteminister Rasmus Stoklund.

I alt havde Toldstyrelsen knapt 2.700 sager, hvoraf ca. 2.000 af dem stammer fra kontrolenheden i hovedstaden, der bl.a. kontrollerer rejsende i Københavns Lufthavn. De seneste år har der været vækst i både antallet af rejsende og ruter i Københavns Lufthavn, hvilket kan have medvirket til, at antallet af tobakssager stiger i 2024. 

”Eksplosionen i antallet af sager viser, at Toldstyrelsen gør et godt stykke arbejde, men det viser også, at der i den grad er behov for en stærk kontrol. Det har jeg ved selvsyn set flere gange, når jeg har besøgt de dygtige toldere i lufthavnen. Og jeg må sige, at deres arbejde er vigtigt, og derfor undersøger jeg, om og hvordan vi også i fremtiden sikrer, at vi har en god og effektiv kontrol ved de danske grænser,” siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Toldstyrelsen står for at føre kontrol med indførslen af tobaksvarer fra ikke-EU-lande og ved grænseovergangene til Danmark, mens Skattestyrelsen er ansvarlig for at kontrollere tobaksvarer inden for landets grænser i fx kiosker og butikker samt handel fra andre EU-lande.

Læs hele publikationen om tilbageholdt tobak i 2024

Pressekontakt:

Skatteministeriets pressefunktion:

Tlf. 72 22 23 24

E-mail: presse@skm.dk