19-04-2021
Eksplosiv stigning i salget af nye grønne biler
Det går hurtigt med den grønne omstilling på de danske veje. Stadig flere af de nyregistrerede biler er enten plug-in hybrid eller elbiler. Således var 23,9 pct. af de solgte biler i første kvartal af 2021 en grøn bil, mens grønne biler kun udgjorde 8,5 procent af salget i samme periode sidste år.
”Det er en meget flot stigning i salget af grønne biler, som understreger, at vi er på rette kurs. Effekten af aftalen om en grøn omstilling af vejtransporten fra december er tydelig, og i den kommende tid bliver det endnu mere attraktivt at vælge de grønne biler, i takt med at den teknologiske udvikling også hjælper til. Derfor er vi rigtig godt på vej mod vores ambitiøse målsætning om 1 mio. grønne biler på de danske veje i 2030”, siger skatteminister Morten Bødskov.
Der er desuden det sidste år kommet et større udbud af grønne biler. Det formodes at være en kraftig medvirkende faktor til, at der bliver solgt flere grønne biler.
Plug-in hybridbiler overhaler dieselbiler
Det stigende salg af grønne biler betyder også, at der kommer færre konventionelle biler ud over rampen. Faktisk bliver der nu bliver solgt flere plug-in hybridbiler end de ellers så populære dieselbiler.
”Det er rigtigt positivt, at bilkøberne vælger at købe fx plug-in hybridbiler frem for dieselbiler. Det vidner om, at danskerne gerne vil vælge dieselbilerne fra til gavn for klimaet. Derfor ser jeg frem til at følge udviklingen den kommende tid”, siger skatteminister Morten Bødskov.
Selv om der blev solgt flere grønne biler, blev der samlet set blev solgt omkring 5.000 færre biler i første kvartal af 2021 sammenlignet med samme periode året før. Det skyldes en nedgang i salget af nye dieselbiler på 6.000 og en nedgang på 5.400 for benzinbilerne.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk