29-06-2026

Engel-Schmidt om sikkerhedsbrud og Operation X: ”Jeg er harm på borgernes vegne”
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt reagerer nu skarpt på to alvorlige sager i Motorstyrelsen og Skattestyrelsen, som har ramt hans skrivebord i hans første uger som skatte- og vækstminister.
Han orienterer derfor Folketinget om sagerne.
”Jeg har været skatte- og vækstminister i knap en måned. På den korte tid er der på mit bord landet en sag om et sikkerhedsbrud i Motorregistret, hvor mange tusinde borgere har fået udleveret deres oplysninger uberettiget. Et Operation X-program, der viser, at borgere udsat for identitetstyveri er havnet i en alvorlig klemme i skattesystemet. Det er efter min opfattelse to grelle vidnesbyrd om, at retssikkerheden i Skatteforvaltningen er udfordret. Kort og godt er jeg harm på borgernes vegne”, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
Sikkerhedsbruddet i Motorstyrelsen
Motorstyrelsen konstaterede i juli 2025 et sikkerhedsbrud i Motorregisteret, hvor et antal private virksomheder med godkendt terminaladgang til Motorregistret uretmæssigt har haft adgang til oplysninger om personer med navne- og adressebeskyttelse. Først i april 2026 underrettede Motorstyrelsen ca. 73.000 borgere, som styrelsen vurderede kunne være berørt af sikkerhedsbruddet. På den baggrund igangsatte Motorstyrelsen i maj 2026 en undersøgelse af styrelsens forvaltning af de oplysninger, som udleveres til virksomheder i Motorregisteret.
Redegørelsen fra Skatteforvaltningen viser nu, at der er yderligere ca. 13.500 borgere, der skal underrettes om sikkerhedsbruddet. Samtidig viser den, at der er en række strukturelle udfordringer i forhold til forvaltningen af bl.a. virksomheders adgang til data i Motorregistret. På den baggrund vil der blive iværksat en række opfølgningsspor i Skatteforvaltningen og et eftersyn af området med ekstern bistand.
”Jeg var selv blandt dem, der fik et uforståeligt brev fra Motorstyrelsen om, at mine oplysninger uretmæssigt var blevet videregivet. Jeg finder det stærkt utilfredsstillende, at Motorstyrelsen ikke har haft styr på borgernes oplysninger. Det er med til at skabe bekymring for den enkelte og generel mistillid til Skatteforvaltningen. Det har jeg en meget klar forventning om, at Motorstyrelsen hurtigst muligt får rettet op på,” siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
Skattestyrelsen har begået fejl i sagsbehandlingen
Den 11. juni 2026 rullede TV2-programmet ”Operation X – Flået af Skat” over skærmen. Programmet viste, hvordan flere borgere, der har været udsat for identitetstyveri, er kommet i klemme i skattesystemet og er endt i en helt og holden uholdbar situation. Sagerne stammer fra et kontrolprojekt vedrørende pengeoverførsler, som Skattestyrelsen opstartede i 2021.
Skatte- og vækstministeren har på baggrund af programmet bedt Skattestyrelsen om en nærmere redegørelse om sagen.
Skattestyrelsen har nu oversendt redegørelsen til Skatte- og Vækstministeriet. Skattestyrelsen har i den forbindelse oplyst, at det er Skattestyrelsens vurdering, at der er begået fejl i forbindelse med sagsbehandlingen af det omtalte sagskompleks. Skattestyrelsen beklager i den forbindelse, at der tidligere er tegnet et ufuldstændigt billede af sagsforløbet og sagsbehandlingen af de omfattede kontrolsager.
”Det var for mig meget hjerteskærende at se de her borgere, der har været udsat for et identitetstyveri, ende i en alvorlig klemme i skattesystemet. Derfor bad jeg også om en redegørelse for sagen. Jeg har nu modtaget redegørelsen, men har endnu ikke haft lejlighed til at nærlæse den. Men jeg forstår, at Skattestyrelsen nu selv er kommet frem til, at der er begået fejl i sagsbehandlingen. Jeg ser med meget stor alvor på den her sag, og jeg har bedt mit embedsværk om at følge op på redegørelsen, så vi sikrer, at Skatteforvaltningen lærer af sine fejl, men først og fremmest, at der bliver taget ordentlig hånd om de berørte borgere. Alt andet er ikke et retssamfund værdigt. Jeg vil efter sommerferien orientere Folketinget nærmere om sagen”, siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
Skatte- og Vækstministeriet er nu ved at nærlæse redegørelsen fra Skattestyrelsen. Skatte- og vækstministeren vil i en redegørelse og et samråd efter sommerferien orientere Folketinget nærmere om sagen.
Pressekontakt:
Skatte- og Vækstministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk