Gå til indhold

”Et glas med Bruus”: Ny podcast byder op til debat

I en ny podcast undersøger skatteminister Jeppe Bruus sammen med sine gæster relevante skattepolitiske emner fra forskellige vinkler. Første episode er ude i dag og handler om ejendomsvurderingssystemet.

”Alt det vi betaler i skat, moms og afgifter, er det, der finansierer vores velfærdssamfund. Så uanset om vi politikere diskuterer klima, sundhed, konkurrenceevne eller noget helt fjerde, så er skattesystemet en uundværlig del af ligningen.”

Sådan slår skatteminister Jeppe Bruus tonen an i første episode af en ny podcastserie, hvor han vil invitere eksperter, kritikere og andre med en vigtig stemme i studiet til samtaler om udfordringer og muligheder på forskellige skattepolitiske områder.

 

”Målet er at gøre hinanden og lytterne klogere på, hvad der virker, og hvor udfordringerne ligger. Et åbenlyst godt sted at starte er ejendomsområdet, hvor meget fungerer godt, men hvor der absolut også er ting, der med rette kan kritiseres,” fortæller skatteministeren.

Med i studiet i den første episode er Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i BDO Danmark, og Peter Engberg, der er tidligere formand for det ekspertudvalg, der skulle komme med anbefalinger til forbedringer af det gamle ejendomsvurderingssystem.

Find og abonnér på podcasten i Apple Podcast, Google Podcast og Spotify under navnet “Et glas med Bruus – en podcast om det skattepolitiske maskinrum” og få nyeste episoder, når de udkommer.

Lyt til podcasten her

Podcasten er produceret af Skatteministeriet.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk