31-10-2018

EU-Kommissionen godkender udvidelsen af den danske tonnageskatteordning
Udvidelsen af tonnageskatteordningen blev vedtaget i 2015 med et bredt folketingsflertal bestående af regeringen, S, DF, RV og SF. Siden da har både Det Blå Danmark og regeringen presset på for at få EU-Kommissionens godkendelse af, at udvidelsen kan ske inden for EU’s statsstøtteregler. Det er derfor godt nyt, at udvidelsen nu er blevet godkendt.
Udvidelsen betyder, at specialskibsrederier nu også får adgang til ordningen, der typisk medfører en lempeligere beskatning. Det vil være en væsentlig forbedring af rederiernes konkurrencevilkår på det globale marked. Danske og europæiske rederier er nemlig udsat for en betydelig konkurrence fra rederier, der er hjemmehørende i 3. lande med gunstige skattevilkår.
Udvidelsen vil dermed være med til at sikre, at Danmark kan fastholde sin position som en af verdens førende søfartsnationer, og at den danske handelsflåde og søfartsknowhow kan bevares. På nuværende tidspunkt er Danmark verdens sjette største søfartsnation målt på opereret tonnage.
”Min opgave som skatteminister er, at vi kan sikre nogle gode rammevilkår for den danske skibsfart. Derfor har jeg naturligvis ventet i spænding på resultatet fra EU-kommissionen, og jeg er meget tilfreds med, at den nu – efter en lang sagsbehandling – har godkendt vores udvidelse. Det er rigtigt godt nyt for rederierne og deres konkurrencevilkår i den store verden”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
|