Gå til indhold

Gambler vi med vores unge? Anden episode af podcasten ”Et glas med Bruus” er ude nu

Mange unge har pengespilsproblemer. Men hvordan kommer det så vidt, og hvordan kan problemet afhjælpes? Det undersøger skatteminister Jeppe Bruus sammen med sine gæster i denne episode af ”Et glas med Bruus”.

På de gymnasiale uddannelser er gambling blevet samlingspunktet i mange af de unges fællesskaber, og i frikvarterne bliver lønkroner, børneopsparinger og studentervogne spillet væk. I denne næste episode af ”Et glas med Bruus” stiller skatteminister Jeppe Bruus derfor skarpt på de unges pengespilskultur.

”Alt for mange unge har problemer med gambling. Det skal vi gøre noget ved. For mig har det været en øjenåbner at besøge skoler og ungdomsuddannelser og se, hvordan gambling indgår i de unges sociale liv. Vi risikerer om få år at stå med en generation, hvor langt flere har et spilproblem. Det fik jeg kun bekræftet, da jeg i efteråret nedsatte et ungespilpanel for at blive klogere på, hvor omfattende gamblingkulturen er,” fortæller skatteminister Jeppe Bruus.

Gæsterne i denne episode af podcasten er Lucas Westphal, der er formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og var deltager i Ungespilpanelet, og Johan Eklund, der er klinisk psykolog ved Forskningsklinikken for ludomani på Aarhus Universitetshospital og ekspert i forholdet mellem gaming og gambling. I episoden diskuterer de blandt andet de anbefalinger, Ungespilpanelet er kommet med.

”Gambling er langt mere udbredt blandt unge, end man skulle tro. Det har Ungespilpanelet åbnet mine øjne for. Jeg håber, den her podcast kan gøre andre klogere på problemerne med pengespil blandt unge, lige som jeg selv er blevet det. Jeg tager alle de input, jeg har fået, med mig ind i de kommende forhandlinger på området,” fortæller skatteministeren.

Podcasten er tilrettelagt og produceret af Skatteministeriets medarbejdere. Find den nye episode dér, hvor du lytter til podcasts.

Klik her og lyt til podcasten

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk

""